Pressen skrev

B.T.:

For i det kedelige vejr med regn i 85 minutter på Esbjerg Stadion, slog FCKs 30-årige, færøske angriber til med to scoringer, og var dermed en af hovedaktørerne i mestrenes 3-1 sejr over Esbjerg.
»Jeg er vant til meget værre vejr fra Færøerne. Så mig generer det ikke,« sagde en afdæmpet Todi Jónsson efter sine to mål.
Foråret har indtil nu været en meget blandet fornøjelse for færingen, der efter syv måneder ude med diverse fiberskader i låret og først efter behandlinger hos en specialist i Østrig i dette forår igen har kunnet træne og spille regelmæssigt.
Og han undgår da også at lade euforien løbe af med ham efter sit SAS-ligamål nummer fire og fem.
»Jeg har haft spillemæssige problemer. Og det skyldes det mentale. Der er simpelthen noget oveni, som endnu ikke er helt på plads. Derfor vil der også komme op- og nedture. Det ved jeg, og det forholder jeg mig til.
Hvis Hans Backe siger, at jeg nok ikke når helt op i gear før til efteråret, har han sikkert ret,« sagde den nærmest selvudslettende Todi Jónsson efter sin fine præstation.
At hans to mål imidlertid betød meget for ham, kunne han ikke skjule, og især efter det første mål, som bragte FCK på 2-0, jublede han af glæde.
»Det har stor betydning for mig at score to mål. Som angriber i FCK er der stort pres på. Jeg har brændt mange chancer, og jeg har hørt meget for det.
Det spiller også ind, at andre har store forventninger, og måske har jeg lagt for stor en byrde på mine egne skuldre. De to scoringer betyder meget, men jeg ved også, at der kan komme et nyt dyk. Se bare kampen i søndags. Så forstår du måske hvorfor, jeg vælger at holde begge ben på jorden,« siger Todi Jónsson, hvis kontakt med FCK udløber til sommer.
Han vil gerne prøve sig selv af i udlandet, men er også klar over, at han som 30-årig og med sit skadesforløb ikke kan vælge og vrage.
»Jeg har det godt i FCK, og foreløbig tager jeg det stille og roligt. Jeg har aftalt at tale fremtid med FCK i løbet af sommeren,« siger Todi Jónsson?

Ekstra Bladet:

FC København spiller som et mesterhold. Det viste holdet igen i dag, da Esbjerg i Esbjerg Idrætspark blev besejret med 3-1 for øjnene af blot 2510 tilskuere i de to klubbers andet møde på blot fire dage.

Kravet til FCK var klokkeklart. Efter Brøndbys storsejr over AB tidligere søndag skulle københavnerne vinde over Esbjerg i den sene kamp. Og der var ikke tegn på begyndende nervøsitet hos FCK, der vandt en fortjent sejr, som holder dem i kontakt med toppen, hvor der stadig er to point mellem FCK og ærkerivalerne fra Brøndby.

Esbjerg må derimod sande, at FCK er deres onde ånd i dette forår. I onsdags sendte FCK vestjyderne ud af pokalturneringens semifinale, og tidligere i forårssæsonen sendte FCK Esbjerg hjem med en sæk på 6-0. Med det nye nederlag forblev Esbjerg på syvendepladsen med 41 point.


Onside.dk:

Brøndby har for alvor fundet formen igen efter en nedtur. Derfor var det vigtigt for FC København at vise, at de har formatet til at følge med Brøndby.

Hvis FC København var nervøse for at miste et skridt i mesterskabskampen, så var det ikke til at se det på dem i dagens udekamp mod Esbjerg.

Efter et lille kvarters spil er det Lars Jacobsen, der kikser en tilbagelægning. Den bliver prompte opsnappet af allestedsnærværende Sibusiso Zuma, der afdribler et par forsvarsspillere og lopper den over Martin S. Jensen.

Bare to minutter senere vil Todi Jónsson også lege med. Han udnytter et indlæg header bolden i mål til 0-2.

Sejren syntes aldrig i fare for FC København, og bare tre minutter inde i anden halvleg understregede Todi Jónsson FCK's overlegenhed med sin anden scoring.

At Esbjergs Hans Henrik Andreasen fik reduceret til 1-3 ændrer ikke det faktum, at FC København ser mere end klar ud til de afgørende guldkampe... i tæt duel med Brøndby.


Berlingske Tidende:

Fire fodboldkampe er sjældent nok til at give en klar bedømmelse af et holds sande formåen. Når de fire fodboldkampe står mellem de samme to hold, er vilkårene imidlertid noget bedre.
Således må det efter forårets fire opgør mellem FC København og Esbjerg stå klart, at der er markant forskel mellem top og midte i Superligaen.
Med søndagens aftensejr på 3-1 til gæsterne fra FCK kan tingene i al sin enkelthed gøres op som følger: Tre sejre, én uafgjort og en samlet målscore på 10-1 i københavnernes favør fortæller i sit eget tydelige sprog, at FC København med rette anses for at være Danmarks for tiden absolut bedste fodboldhold.
Esbjerg derimod hænger fast i den tunge ende af tabellens trange midte og synes at være kørt trætte.
Trætte oven på en alt i alt flot, men hård første sæson i landets bedste række. Trætte af alligevel at være noget nær chanceløse mod et hold af FCKs kaliber. Og måske også en smule trætte af, at rammerne omkring holdet er ved at løsne sig lidt i kanterne med de allerede planlagte farvel til træner Viggo Jensen, der skal til Silkeborg, og den svenske midtbanespiller, Joakim Persson - holdets omdrejningspunkt og garant for en vis kvalitet - der fortsætter karrieren i den tyske Bundesliga hos Hansa Rostock.
EfB: Kom med pausen
For Esbjerg kan sommerpausen med andre ord kun komme for langtsomt.
Sådan virkede det også langt hen i gårsdagens dyst på byens vindblæste og regntunge stadion, hvor blot 2.500 vestjyder havde vovet sig ud i noget, der mest af alt lignende en vildfaren efterårsstorm. Man sad næsten og blev helt nervøs for, om digerne ikke så langt derfra nu kunne holde. På samme måde som de lokale tilskuere hurtigt skulle føle sig betænkelige ved, om digerne i form af Esbjergs forsvarskæde kunne modstå presset fra FCK.
Digerne holdt. Det gjorde forsvaret ikke.
FC København iværksatte fra starten en hidsig boldjagt for at stresse hjemmeholdets spillere til fejl ud fra en erkendelse af, at de to seneste opgør i pokalturneringens semifinale - samlet 1-0 til FCK - havde afsløret et Esbjerg-mandskab med orden i systemet og stor vilje til at hjælpe hinanden kæderne imellem. Ingen hold kan spadsere sig til sejr mod Viggo Jensens sammenspillede tropper, men gode hold kan tvinge dem til at begå personlige fejl og på den måde ryste fundamentet, og det var netop, hvad FCK formåede i går?