Pressen skrev

B.T.:

?Mesterskabs-muligheden er til stede,« siger Zuma.
Den centrale midtbane-duo, Erik Mykland-Christian Poulsen, kværnede løs med mange bolderobringer og præcise pasninger.
Med støtte bagfra udviste makker-parret i front, Zuma-Todi Jönsson, også initiativ og ikke mindst målfarlighed.
På det niveau kunne Vejle ikke være med. Østjyderne havde ellers fightet flot og fortjent bragte sig foran 1-0 ved pausen på mere aggressivt, direkte angrebsspil.
Der var tale om endnu et spektakulært drop af FCK-keeper, Magnus Kihlstedt i kampens start.
Det så nærmest ud, som om han brændte sig på bolden og tabte den ind i nettet efter Alex Nørlunds langskud.
Kihlstedt har det med at spille en serie gode kampe og så pludselig lave en stor brøler.
Det så skidt ud for FCK i fortsættelsen med alt for stor afstand mellem kæderne og total mangel på gennembrudskraft.
Men FCK-forvandlingen viste sig straks fra 2. halvlegs start. Især Mykland strøede om sig med lækre afleveringer, og vejlenserne begyndte mere og mere at slippe markeringerne.
»Vi havde spillet dårligt i 1. halvleg, men vi viste god moral og kæmpede os tilbage,« sagde den Jesus-lignende nordmand bagefter.
FCKs cheftræner, Hans Backe, brugte pausen til at beordre sine spillere til at lægge pres på Vejle højere oppe på banen.
»Vi satte os på spillet i 2. halvleg. Vi tog vore wings helt op, så vi næsten havde fire mand i forreste kæde.
Og som jeg har fortalt spillerne, så kan der nemt gå op mod 60-70 minutter, før man får belønning for sådan et intenst pres-spil,« sagde Hans Backe?


Ekstra Bladet:

Det dufter igen af guldstøv og hæder i ambitiøse FC København. De danske mestre tog søndag med 3-1-sejr over Vejle endnu et skridt frem mod haltende Brøndby, der nu blot har syv points forspring i toppen af Superligaen i fodbold

- Brøndby er i problemer. Og vi er klar til at tage over, grinede en tilfreds Sibusiso Zuma, der vendte tilbage fra karantæne med en scoring og et alvorligt engagement i FCKs imponerende anden halvleg.

- De har god grund til at være en smule nervøse. De har et forspring, men skal møde os i Parken. Og de taber sikkert stadig et par kampe. I dag viser vi, at vi vinder kampe, selvom det egentlig ikke fungerer hele vejen, fastslog Zuma.

3378 tilskuere på Vejle Stadion så hjemmeholdet lægge ryg til et nederlag, der til gengæld ikke just sendte signaler om noget stort forår i Nørreskoven. Vejle chokstartede ellers med scoring efter bare tre minutters spil, da FCK-keeper Magnus Kihlstedt på spektakulær vis skrabede et ufarligt langskud fra Alex Nørlund i eget net. Og frem mod halvlegsfløjt var det til stadighed hjemmeholdet, der var farligst på kontra og på en række seværdige langskud, der til publikums morskab søgte en gentagelse af Kihlstedts drop.

- Vi har ikke været heldige med tre første minutter i de sidste to kampe. Antonelius blev udvist mod AGF og i dag dropper Kihlstedt. Vi formåede heldigvis at bevare roen og det koncentrerede opspil, forklarede FCK-træner Hans Backe, der i mangel af bedre havde to deciderede midtstoppere til backpladserne. Lige så usædvanlig var FCKs offensiv, der i perioder havde fire spillere i forreste kæde...



Onside.dk:

Det var lige ved og næsten for bundholdet Vejle, der kunne gå til pausen med en 1-0 føring.

Kampen var kun tre minutter gammel da Alex Nørlund fra 28 meters afstand bragte østjyderne foran. FCKs målmand Magnus Kihlstedt var dog ikke helt uden skyld i det mål. Han kunne se bolden hele vejen, men alligevel var han ikke i stand til at holde den.

Kampen startede ret hårdt, men det lykkedes Anders Mosegaard at dæmpe gemytterne, så det ikke udartede sig.

Sidst i første halvleg havde Kern Lyhne muligheden for at øge Vejles føring, da han over en halv banehalvdel løb fra FCK-forsvaret, men afslutter lidt for dårligt.

I anden halvleg vendte billedet dog totalt. På to minutter fik københavnerne vendt nederlag til sejr.

Zuma udligner, hans første mål i elleve kampe, og sydafrikaneren har også en fod med i Todi Jónssons udligning. Med en flot pasning på kanten af feltet finder han færringen, der lige så flot header FCK foran.

FC Københavns tredje mål står anfører Christian Poulsen for. Direkte på frispark sender han bolden ind bag Jesper Christiansen i Vejles mål. Ligalandsholdsmålmanden, burde nok at have placeret sin mur med lidt mere snilde i den situation.

Vejles træner Frank Kristensen forklarer nederlaget med, at jyderne ikke fysisk kunne holde pusten over for de fysisk stærkere københavnere.



Berlingske Tidende:

?Og kampen i går blev ingen undtagelse. Med en 3-1-sejr til FCK hentede sidste års mestre endnu to vigtige point på rivalerne fra Brøndby, der med uafgjort mod Viborg kun har et forspring på syv point ned til de nærmeste konkurrenter.
Men det holdt hårdt for FCK, der i kampens start mest af alt virkede som en flok tamme og uoplagte løver, der tumlede rundt på den glatte bane. VB startede derimod med lyn og torden og kunne allerede efter tre minutters spil bringe sig foran efter et decideret drop af FCK-keeper Magnus Kihlstedt.
Den netop tilbagevendte Alex Nørlund tog chancen 25 meter udefra, og det ufarlige skud overrumplede totalt Kihlstedt, der mirakuløst fumlede bolden i mål. Udtur for FCK, der resten af første halveg kæmpede op ad bakke mod et veloplagt Vejle-mandskab, der med den hurtige scoring pludselig fik fornyet tro på deres chancer mod favoritterne.
Heldet med FCK
Det var ikke til at se, at det var en kamp mellem top og bund i Superligaen. FCK var decideret heldige, at de ikke var bagud med mere end et mål efter de første 45 minutter. I stedet for at kæmpe sig tilbage begyndte stjernerne fra FCK at brokke sig højlydt til dommeren og skælde ud på hinanden. Kønt var det ikke, men efter pausen vendte kampen, og FCK fik sat tingene på plads med to hurtige scoringer på under ti minutter?