Pointdeling i topopgøret

Pointdeling i topopgøret

Inden kick-off var der blomster til de nye spillere i truppen, heriblandt norske Christian Grindheim, der var iført sørgebind på grund af den ufattelige tragedie i går i Oslo og på Utøya. En begivenhed, der også blev mindet med et minuts stilhed, før Lars Christoffersen satte topkampen i gang.

Mestrene måtte for en gangs skyld undvære topscorer Dame N’Doye, og i hans fravær indledte landsmanden Pape Pate Diouf i angreb ved siden af Santin. Sidstnævnte tegnede sig allerede efter 15 sekunder for kampens første farlige forsøg, da han sendte bolden tæt forbi det ene OB-målhjørne, og i det hele taget var løverne her og der og alle vegne i en kvik og veloplagt åbning på den sjaskvåde grønsvær.

OB var nærmest helt væk det første kvarters tid, hvor hjemmeholdet sprudlede med mange fine opspil og ryk på kanterne, og selv om der ikke kom de helt farlige situationer ud af det, sad man med en god fornemmelse, indtil det 14. minut, hvor OB bragte sig front ud af det rene ingenting. Første gang de overhovedet var i gang med noget, der lignede etableret angrebsspil, tog Bernard Mendy chancen langt udefra, og bolden studsede ubehageligt på den våde bane og strøg i kassen .

Der gik dog mindre end fire minutter, før københavnerne bragte balance i regnskabet, da Sölvi Ottesen først var uheldig med at heade en godt sparket Bolaños-dødbold på stolpen, men derefter heldig med at returbolden ramte ham i faldet, så den lige akkurat nåede over målstregen, inden keeper Stefan Wessels fik raget den ud.

Så fik mestrene atter fat i dirigentstokken med meget mere boldbesiddelse end de kontra-baserede fynboer, der ikke virkede helt så solide nede bagved, men københavnernes sidste afgørende afleveringer og indlæg sad ikke altid lige i øjet, og derfor brændte det ikke for alvor på i OB-feltet.

Ikke før en ny dødbold kort før pausen gav den islandske jernmand muligheden for at blive dobbelt målscorer! til gengæld fem minutter før pausen! Claudemir fik ikke ordentligt træf på en Bengtsson-dødbold fra højre side, og bolden røg til Zanka, der prikkede den videre, og så kunne Sölvi strække sig frem og prikke den i nettet bag Wessels til sin første dobbeltscoring i FCK-trøjen. Og helt ufortjent var det heller ikke efter 45 minutter, hvor hjemmeholdet ville mest, men hvor gæsterne – bortset fra de første 10-15 minutter – var godt med i kampen og på ingen måde ude af billedet.

Efter pausen fortsatte kampbilledet med mestrene i mest boldbesiddelse, men med OB lurende på kontrachancerne og med lidt bedre organisation i rækkerne end før pausen. Bolaños fik en pænt stor chance i højre side af feltet, men Mendy fik i sidste øjeblik tacklet, så bolden strøg på tværs af mål og tog stolpen i modsatte side.

I den anden ende havde Bashkim Kadri et par udmærkede forsøg, mens Utaka lignede en skygge af sig selv. Lige indtil det 63. minut, hvor nigerianeren fik en gratis chance, som man bare ikke skal give ham – eller andre for den sags skyld… Et Kadri-indlæg ude fra venstre side blev ikke clearet ordentligt af Zanka inde foran mål, og bolden gik direkte hen til Utaka, der resolut kvitterede for gaven ved at udligne til 2-2.

Herefter gik københavnerne lidt døde en halv snes minutter, hvor kampen igen var helt lige og åben, inden en indskiftning af Absalonsen og Nordstrand bragte ny energi i offensiven. Efter få minutter på banen var Nordstrand lige ved at komme på tavlen, da han lige snittede et Pierre Bengtsson-langskud, men Wessels reagerede hurtigt og refleksreddede flot. De sidste 10-15 minutter var hjemmeholdet klart toneangivende og virkede mest opsatte på at få de 3 point, men Bashkim Kadri havde dog en ret stor skudchance lige uden for feltet, som han soldede væk med en forkølet afslutning.

Youssef Toutouh fik officiel debut for F.C. København, da han afløste Bolaños fem minutter før tid, men nåede ikke så mange boldaktioner i den sidste hektiske fase, hvor Wessels med nød og næppe fik slået et langskud fra Johan Absalonsen op på overliggeren og til hjørne.

Nærmere kom løverne desværre ikke, så efter 13 hjemmesejre i træk med fuldt udbytte, måtte man nøjes med det ene point mod de fynske første-udfordrere. Skulle kampen have haft en vinder, burde det efter spil og chancer være københavnerne, men fynboerne spillede kløgtigt spillede deres chance og levede helt op til titlen som førsteudfordrer til de dobbelte mestre. Intet er afgjort endnu - selv om der allerede er spillet to runder!