Norsk tragedie markeres

Kampene i denne runde af Superligaen indledes med et øjebliks stilhed i respekt for tragedien i Norge. Det sker i respekt for den tragedie, der har udspillet sig i Norge, hvor dødstallet efter en tilsyneladende politisk relateret terroraktion har kostet ikke under 90 mennesker livet dels i Oslo centrum dels på øen Utøya udenfor Oslo.

Beslutningen om at markere hændelsen ved kampene i Superligaen skyldes de historisk tætte relationer mellem dansk og norsk fodbold på alle niveauer. Lige fra samarbejdet mellem fodboldforbundene, DBU og NFF, og brancheforeningerne, Divisionsforeningen, til klubberne og spillerne helt fra Superligaen og ned til græsrodsniveau med sommerturneringer for ungdomshold.

Det norske fodboldforbund, NFF, har valgt at udsætte hele runden af kampe i Tippeligaen som følge af det, som landets statsminister har betegnet som en national tragedie.

- Der eksisterer et historisk tæt forhold mellem dansk og norsk fodbold. Vi har i DBU fremragende relationer til det norske fodboldforbund, NFF, Divisionsforeningen har et tæt parløb med deres kolleger i Norge, blandt de danske og norske topklubber er der et tæt samarbejde, og der er en stor udveksling af spillere mellem danske og norske klubber, forklarer kommunikationschef i DBU, Lars Berendt, og uddyber:

- Vores norske kolleger, som har tragedien helt inde på livet, har valgt at udsætte kampene i Tippeligaen denne weekend. Vi vil gerne vise vores sympati ved at indlede kampene hernede med et øjebliks stilhed.

DBU har opbakning til denne markering fra Superligaklubber, som fodboldforbundet har været i kontakt med, og som har norske spillere i deres trupper.

DBU har formuleret en forklaring til tilskuerne på stadionerne, som stadionspeakerne vil læse op.

Divisionsforeningen, superligaklubberne og dommerne er orienteret direkte.

DBUs formand, Allan Hansen, har på vegne af dansk fodbold udtrykt sin sympati og moralske støtte overfor sin kollega i det norske fodboldforbund.