Andrija Pavlovic

Pavlović: Vi må stå sammen

Skuffelsen var stor både på og uden for banen efter onsdagens opgør, men efter at have ærgret sig og sundet sig, føler Andrija Pavlović, at holdet er klar igen til at jagte det tredje mesterskab i træk.

"Sådan er fodbold engang imellem, der er både store glæder og store skuffelser, men det gælder om at holde hovedet højt og sammen arbejde videre, så vi hurtigt kommer tilbage på sporet i Superligaen. Jeg er sikker på, at vi stadig nok skal vinde ligaen, men Nordsjælland er seks point foran os, og med en sejr søndag aften kan vi begrænse det til tre point. Derfor er det en meget vigtig kamp, og vi skal nok være klar, selv om det er en svær bane med deres kunstgræs," siger Pavlović.

"Vi spillede vores bedste kamp i sæsonen med Qarabag, og alligevel kom vi ikke videre. Det er vi selvfølgelig kede af, både på egne vegne og over for vores fans, og vi vil vise på søndag, at vi er klar igen. Derfor håber jeg også, der kommer mange fans og støtter os, for lige nu gælder det om at stå sammen," tilføjer Pavlović.

Med Santanders skade er vi i den situation, at alle vores tre angribere - inden købet af Pusic - var skadet på den ene eller anden måde. Pieros med en brækket hånd, og Pavlović med en brækket næse, men den generer ikke længere serberen:

"Nej,  jeg tænkte lidt på det i de første kampe, men det er ikke noget problem nu. Næsen ser heldigvis heller ikke så slem ud længere," smiler Pavlović.

Der er kick-off på Right To Dream ParK i Farum kl. 18.00.