PARKEN får en Nordea Lounge

Et af Danmarks nationalstadions fornemmeste VIP-lokaler vil fremover bære navnet Nordea Lounge. Det er et af flere elementer i en omfattende samarbejdsaftale mellem Nordea og PARKEN Sport & Entertainment A/S (F.C. København).

- Vi har i flere år haft stor glæde af vor "Hall of Carlsberg", og det er derfor en fornøjelse, at søsterlokalet i PARKEN nu også har fået navn efter en højt estimeret virksomhed. Lokalerne anvendes ved alle større arrangementer i PARKEN, og det er klart, at det giver en ekstra værdi for Nordea, når de kan invitere deres gæster til arrangementer i Nordea Lounge, siger Flemming Østergaard, bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment.


Unikke oplevelser
Bankdirektør Peter Lybecker ser frem til mange store oplevelser i PARKEN sammen med kunder og medarbejdere:
- Vi har indgået en længerevarende samarbejdsaftale med PARKEN Sport & Entertainment, og i den forbindelse fandt vi det interessant at få navneretten til VIP-lokalet. PARKEN huser årligt en række unikke oplevelser inden for underholdning og sport, og det er helt naturligt for Nordea at være til stede dér, hvor danskerne har det bedst, siger han.


Bankdirektør Peter Lybecker fra Nordea og bestyrelsesformand Flemming Østergaard fra PARKEN lykønsker hinanden med det nye samarbejde (Foto: Birger Vogelius).