PARKEN byder ikke på Atletion

Efter grundige overvejelser og en række analyser af forretningspotentiale og -risiko har PARKEN Sport & Entertainment A/S besluttet ikke at afgive bud på driften af Atletion i Århus.

- Vi havde flere nationale og lokale samarbejdspartnere på hånden, og vi havde også planlagt de første større arrangementer, men i en samlet betragtning har vi vurderet, at forretningspotentialet ved drift af Atletion er for beskedent i forhold til de forbundne risici. I hvert fald i sammenligning med de andre strategiske udviklingsmuligheder, PARKEN Sport & Entertainment har, siger bestyrelsesformand Flemming Østergaard.

PARKEN Sport & Entertainment har brugt en del økonomiske og organisatoriske ressourcer på analyserne, og vurderingen er sket med udgangspunkt i selskabets erfaringer fra seks års succesfuldt ejerskab af Danmarks nationalstadion, PARKEN. Udover den interne prioritering af strategiske projekter er der tre primære årsager til, at Flemming Østergaard ikke har vurderet en driftsaftale som attraktiv:

- For det første er vi lidt usikre på det samlede anlægs tekniske stand. Dertil kommer, at vi har vurderet det som en meget stor udfordring at få en rentabel drift i forbindelse med en så bred portefølje af både nye og gamle faciliteter. Endelig må man objektivt være forsigtig i bedømmelsen af de nuværende kernekunders fremtidsmuligheder, siger han.

God lokal opbakning
Flemming Østergaard erkender, at han er blevet en smule overrasket over enkelte af de udsagn, der er fløjet gennem den århusianske luft, siden det blev offentliggjort, at PARKEN Sport & Entertainment overvejede at byde på driften af Atletion. Han afviser dog, at det har haft negativ indflydelse på beslutningen.

- Snarere tværtimod. Jeg har fået mange positive henvendelser fra folk i Århus, og vi har været i konkret dialog med flere mulige lokale samarbejdspartnere, så jeg er overbevist om, at vi ville få fair play i en udbudsrunde, siger Flemming Østergaard, der ønsker den kommende vinder af udbuddet god arbejdslyst:

- Det er bestemt ingen let opgave at drive stadioner og arenaer rentabelt, men vi har jo bevist, at det heller ikke er umuligt. Både Fonden og AGF kender omfanget af udfordringen, og jeg er sikker på, at de har lagt nogle budgetter og handlingsplaner, der sandsynliggør en rentabel drift i fremtiden. Under alle omstændigheder vil såvel Århus som resten af landet følge udviklingen med spænding og forventning, siger Flemming Østergaard.