På tur i tårnet

FCK.DK's føljeton tager jer i dag en tur ned på 3. sal - her er Økonomiafdelingen placeret, og Økonomichef Carsten Holdt tog 10 minutter ud af sin kalender for at snakke lidt om dagligdagen i en af PARKENs største afdelinger.

Hvad kendetegner en vinterpause i jeres afdeling?

- Jeg synes man skal kigge på det på en anden måde. Økonomiafdelingen har sin naturlige "livscyklus" i løbet af et år. Vi starter vores sæson samtidig med fodboldholdet, da vores regnskabsår starter den 1. juli. I løbet af efteråret afholdes den ordinære generalforsamling, og vi skal lave kvartalsregnskab den 30. september, der skal sendes til Fondsbørsen. PSE er jo listet i Fondsbørsens Small Cap+ index, hvor dette er et krav. Her i januar skal vi igen lave kvartalsregnskab, som sendes til Fondsbørsen i slutningen af februar. Sådan fortsætter vi indtil den 30. juni, hvor hele proceduren gentager sig selv, siger Carsten Holdt.

Men der må da være nogle forhold der ændrer sig?

- Det er klart, at qua antallet af arrangementer ikke er særlig stort i øjeblikket, så er der ikke alt det arbejde der omhandler lønudbetaling til indkaldte medarbejdere, og overvågning samt styring af de pengetransaktioner der nu foregår til sådan nogle events. Så vores weekender er blevet mere frie - det er nok det væsentligste forhold der ændrer sig.

- Nu snakker jeg kun om aktiviteter på selve stadion, for vi har jo også vores konferencecenter, Super Shoppen, Sportscaféen, håndboldkampe og lignende der skal bogføres, så selvom fodbolden ligger stille så foregår der en masse andre ting som vi skal tage os af.

Hvad med din involvering i større pengesager som for eksempel spillerhandler - noget der jo typisk foregår i vinterpausen, da transfervinduet er åben - deltager du i disse?

- Ved spillerhandler involveres jeg slet ikke. Det er Niels-Christian (Holmstrøm, -red.), der klarer det. Han er jo en kompetent herre, og ved jo godt hvorledes de økonomiske konsekvenser af et køb eller salg tager sig ud. Når alt er underskrevet så får jeg papirerne ned og klarer det videre forløb i det henseende, fortsætter Carsten Holdt.

Hvornår er jeres travleste måneder?

- Vi har nok mest travlt i april, maj og juni, hvor der både er RockShow, koncerter og fodbold samt i august, september og oktober, hvor vi som regel har europæiske kampe, landskampe og koncerter.

Hvordan mærker i den udvikling som PARKEN p.t. er inde i?

- Ja, vi er jo ved at blive en ret stor virksomhed. Bare herinde i PARKEN har vi næsten 90 ansatte, og tager man fodboldholdet, håndboldholdene, bodmedarbejdere, kontrollører og andre tilkaldevagter med, så nærmer vi os 2000 medarbejdere, der i løbet af et år skal have løn fra os. Det kræver meget arbejde. Det er de færreste der tænker over hvor mange der faktisk er involveret i PARKEN Sport & Entertainment, slutter Carsten Holdt.


Carsten Holdt har meget at se til hele året rundt. I øjeblikket bruges der meget tid på kvartalsregnskabet.