På tur i tårnet

I går var vi i Informationsafdelingen. I dag bevæger vi os få meter over til billetansvarlig, Jesper Traunberg, der sidder og styrer sæsonkort- og billetsalget. Vi fik en snak om de vigtigste opgaver der foregår i denne afdeling.

Hvad kendetegner vinterpausen i billetafdelingen?

- Vinterpausen er kendetegnet ved to ting. For det første skal salget til forårets seks kampe lanceres. Det startede vi rent faktisk på i går ved at sætte billetter til kampen mod Brøndby IF d. 13. maj i salg. I den forbindelse er der mange ting der skal koordineres. Hele setup'et på vores onlinesalg www.e-billetter.dk skal tilrettelægges, ligesom billetter til Nedre C, som kun sælges gennem Super Shoppen skal produceres. Derudover skal salget også koordineres med Brøndby IF, så deres tilhængere på samme tidspunkt som vores fans kan erhverve sig deres billet. Billetterne til denne kamp er selvfølgelig nummererede og det stiller nogle andre krav til setup'et og produktionen end hvis der var tale om en kamp med unummererede billetter, hvilket stadig er det mest benyttede princip til vores kampe. Forud for ovenstående tages der ligeledes stilling til en række områder som billetpriser, billetdesign, allokering til samarbejdspartnere/sæsonkortholdere som har indflydelse på hvor meget vi indledende sætter til salg via vores distributionskanaler osv, starter Jesper Traunberg.

- For det andet skal vores mange samarbejdspartnere have tildelt de billetter de har købt gennem deres aftaler, og det er en ikke uvæsentlig del der skal produceres og sendes ud i løbet af den næste måneds tid. Der kommer endvidere nye samarbejdspartnere til løbende i januar, februar, marts - ja så at sige hele tiden og de skal naturligvis serviceres hurtigst muligt. Omvendt falder der også nogle fra og så gælder det om at fylde pladserne ud og det ligger der faktisk et ret stort logistisk stykke arbejde bag.

- Perioden er endvidere kendetegnet ved at vi overvejer hvordan vi kan optimere vores daglige arbejde og servicere vores berøringsflader endnu bedre. Vi er i gang med at implementere et helt nyt billetadministrationsmodul i samarbejde med e-billetter og det ser vi meget frem til at komme rigtig i gang med. Så vinterpausen er med andre ord dér hvor vi forbereder os til forårets kampe og forbedrer os internt, siger Jesper Traunberg.

Afdelingen rummer også administrationen af alt hvad der har med sæsonkort at gøre. Her ligger arbejdet vel heller ikke stille?

- Bestemt ikke. Vi har lanceret det vi kalder forårssæsonkort, hvilket dækker over at vi har justeret prisen på kortet alt efter hvor mange og hvilke kampe der skal spilles i foråret. Det har der været ret stor efterspørgsel på og det har også hjulpet at vi har gjort det muligt at købe sæsonkort på Familietribunen (Nedre B). Det store trækplaster er dog stadig Nedre C, hvor langt størstedelen af vores sæsonkortholdere befinder sig. Flere har også købt forårssæsonkort til denne tribune for at være sikre på at kunne stå her når braget mod Brøndby løber af stablen.

- Udover registreringen af nye sæsonkortholdere som vi i øjeblikket klarer telefonisk via vores sæsonkort-hotline, arbejder vi ihærdigt på at optimere håndteringen af hele vores sæsonkortsadministration. Det indebærer at vi arbejder på at gøre vores styringsmodul bedre og hurtigere, ligesom det er et vigtigt mål for os at lette salgsprocedurerne for vores fans. Igen samarbejder vi med e-billetter om en elektronisk løsning på eksempelvis genbestilling af sæsonkort og dét at kunne se et nøjagtigt oversigtskort over den pågældende tribune, når man bestiller en plads. Vi lytter også til de konstruktive forslag vores sæsonkortholdere kommer med og søger så vidt muligt at tilgodese disse, fortsætter Jesper Traunberg.

Billet/Sæsonkortafdelingen er en forholdsvis ny afdeling. Afspejler det den øgede efterspørgsel på billetter og sæsonkort til F.C. Københavns kampe?

- Det kan man godt sige. Inden afdelingen officielt blev oprettet var vi dog flere der arbejdede meget med dette arbejdsområde, men i takt med at det nu er blevet så stort og at væksten fortsat stiger er det en stor fordel at endnu flere resurser bliver tilknyttet denne afdeling, således at vi kan følge med tempoet og forhåbentlig bidrage til at få endnu flere mennesker i PARKEN, slutter Jesper Traunberg.