Optakt: F.C. København - AGF

Hjalte Nørregaards essentielle scoring i overtiden mod Brøndby medførte som bekendt, at matchbolden om Danmarksmesterskabet 2003 nu ligger hos F.C. København. Således råder Byens Hold nu over egen skæbne, når AGF på søndag gæster PARKEN i SAS Ligaens 33. og dermed sidste runde.

Besejres AGF ikke søndag eftermiddag kan sejren over Brøndby meget vel vise sig betydningsløs, for udgangspunktet må tages i at de blå-gule henter tre point over allerede 1. divisionsklare Silkeborg. Sker dette er end ikke uafgjort nok, idet måldifferencen ikke tæller i F.C. Københavns favør. Derfor er en sejr på det nærmeste påkrævet søndag eftermiddagen, hvis mesterskabet skal til Østerbro for tredje gang i klubbens historie.

At armene for længst er kommet ned efter den meriterende sejr over Brøndby onsdag aften, kan alle der har overværet et af de efterfølgende træningspas skrive under på. Fokuseringen og koncentrationen forud for søndagens kamp er så stærk og spillerne virker så klar, at de på det nærmeste er transparente!

Morten Bisgaard har på det seneste døjet lidt med en lyskenskade, og denne har nu antaget en så generende karakter, at Bisgaard meldes tvivlsom til opgøret mod AGF. Den endelig test foretages lørdag. Ellers meldes alle mand fra kampen mod Brøndby parate til søndagens brag i PARKEN, mens pilen peger i den rigtige retning for Jörgen Pettersson. Det ændrer dog ikke på det faktum, at Pettersson er en meget tvivlsom mand, i den trup Hans Backe udtager lørdag.

AGF reddede atter en sæson i landets bedste række ved at spille uafgjort mod Esbjerg onsdag aften. Det var (forhåbentlig) kulminationen på en flot stime i foråret, hvor AGF nu står noteret som ubesejrede i otte kampe i træk. Dermed fik Poul Hansens tropper afværget den truende nedrykningsfare, og holdet kan møde til opgøret i PARKEN fri for nerver og dermed spille helt frigjort. Til kampen må Mikkel Bo Jensen dog se på fra sidelinien som følge af karantæne, mens der er tvivl om Brian Steen Nielsens deltagelse grundet en skade. Tilbage på holdet vender dog stortalentet Leon Andreaen, der trods sin position som forsvarer/midtbane-spiller er AGF's topscorer med otte mål. Også Morten Petersen forventes klar efter en langvarig skade.

16 gange har AGF gæstet PARKEN i Superliga regi, og her er det otte gange lykkedes at sende jyderne tilbage pointløse, mens fem er endt uafgjort og tre med nederlag. Kan niende sejr hentes på søndag er sagen 100 % klar og en gigantisk fest kan bryde ud.

37.500 tilskuere vil være på plads i PARKEN søndag eftermiddag, hvor sidste kapital i føljetonen om Danmarksmesterskabet anno 2003 vil blive skrevet. En føljeton der meget gerne må ende med en klassisk eventyrafslutning, hvor Prinsessen og det halve kongerige blot er byttet ud med "Skabet".

Forza FC!