Ståle tiljubles af David Nielsen, Jacob Laursen og Diego Tur

OB Moments: Mange vigtige, flotte og dramatiske øjeblikke

30.08.92 FCK-OB 1-1: Den første
Vores allerførste møde med OB var vores tredje Superliga-hjemmekamp, som vi igen måtte spille på Østerbro Stadion, fordi Parken først blev indviet to dage senere. Hele 8.759 dukkede op denne søndag eftermiddag til mødet mellem Superligaens nr. 1 og 2, og de så Alphonse Tchami bringe OB foran efter en halv times tid, og Lars Højer udligne på hovedstød  i det 72. minut. Kort efter Tchami i øvrigt udvist for at vælte Kenneth Wegner.

01.06.97 FCK-OB 1-0: Fri af nedrykning!
Inden OB-kampen i tredjesidste runde var vi stadig i nedrykningsfare, selv om den ikke ligefrem var overhængende:
9. FCK 34 point, målscore -10
10. AB 30 point, målscore -13
11. Viborg 28 point, målscore - 21
12. Hvidovre 23 point, målscore -14

Men vi sikrede os definitivt med sejren over OB, da Viborg samtidig kun fik uafgjort mod Vejle. Morten Falch scorede det enlige mål efter 68 minutter, kort efter at OB's Ronnie Ekelund var blevet udvist for at slå ud efter Bjarne Goldbæk. Efter Falchs mål havde vi flere chancer til at lukke kampen, men i stedet var OB tæt på udligning til sidst, men Antti Niemi stod fremragende og holdt nullet.

Martin Johansen ved godt, hvad Lars Gerner har i baglommen til Ronnie Ekelund


17.09.00 FCK-OB 1-0: Ståle første FCK-mål i Parken
Et kvarter før tid scorede Ståle kampens enlige mål, der samtidig var hans første FCK-mål på hans nye hjemmebane i Parken (han scorede også herinde for AaB i november 1998).

Så er der norsk scoring...


07.04.02 FCK-OB 4-0: Myggens drømmehug
Vi førte 3-0 allerede efter 35 minutter på mål af Zuma, Røll og et selvmål, men kampens ubetinget smukkeste detalje leverede Erik Mykland i det 72. minut, da han scorede sit eneste mål i FCK-trøjen: fra distancen hamrede bolden ind via underkanten af overliggeren!

Se Myklands mål i målvideoen nederst i artiklen!

Erik Mykland

 

15.04.07 FCK-OB 4-2: Ailtons saksespark
Ailtons første FCK-mål var et rigtigt brasse-mål, da han efter ni minutter bragte os foran på saksespark, efter Atiba Hutchinson havde hamret bolden på overliggeren. I den underholdende 4-2-kamp scorede Michael Silberbauer to og Hjalte Nørregaard et enkelt, og efter kampen førte vi ligaen med hele 11 point foran Midtjylland og 12 point foran OB.

Se Ailtons saksespark i målvideoen nederst i artiklen!

Ailton scorer på saksespark


17.10.10 FCK-OB 5-0: Den største
Indtil vi vandt 6-1 i forårspremieren var denne sejr vores største nogensinde mod OB. Efter den første tredjedel af turneringen førte vi allerede Superligaen med 10 point, og efter denne kamp var der ikke mange, der var i tvivl om, hvor guldet ville ende den sæson. OB blev regulært udspillet efter periodevis opvisningsspil. César Santin var i hopla og scorede tre gange, og Martin Vingaard og Dame N'Doye hver et.

Foto: Lars Rønbøg, Sportsagency.dk


30.10.13 FCK-OB 4-3: Vild pokalkamp
César Santin skrev sig denne onsdag aften ind i FCK-historiebogen, da han med to mål nåede op på 83 scoringer i FCK-trøjen og blev den mest scorende spiller i klubbens historie - en rekord, der holdt lige indtil denne sæson, hvor Dame N'Doye slog den.

Den vilde og afvekslende pokalkamp huskes også for, at vi var bagud 0-2 efter 18 minutter og alligevel formåede at komme igen. OB førte dog også 3-2 lidt efter pausen, men da dagen var omme havde vi sikret vores sejr nr. 500 i alle turneringer.

 

18.05.14 FCK-OB 3-2: Sølvdrama og midtjyske gummiben
I sæsonens allersidste kamp sikrede vi først den vitale sejr fire minutter før tid på et mål af Thomas "TK" Kristensen. Dermed snuppede vi andenpladsen (og adgangen til CL-kvalifikation) fra FC Midtjylland, der fik gummiben i de sidste tre spillerunder, hvor vi hentede otte point på dem, mens AaB sikrede guldet. OB-kampen var samtidig et farvel til Lars Jacobsen, Christian Bolaños, Georg Margreitter og Daniel Braaten.
 

25.05.15 FCK-OB 1-0: Brandurs første boldberøring
Brandur Hendriksson scorede midt i 2. halvleg direkte på frispark på hans allerførste boldberøring, efter han blev indskiftet for Tom Høgli! Det var samtidig Brandurs første Superliga-mål - han havde tidligere scoret i pokalfinalen mod FC Vestsjælland og i straffekonkurrencen mod Randers FC i marts 2015.


De 10 bedste mål mod OB
Denne FCK TV-video er fra foråret 2014, så den er ikke helt opdateret... men her kan du se nogle af de mål, vi har omtalt i denne OB Moments fra vores hjemmekampe mod fynboerne:

Nr. 10: 06.08.95 FCK-OB 2-1, Per Frandsen til 2-1
Nr. 9: 30.10.11 OB-FCK 1-3, César Santin til 3-1
Nr. 8: 08.08.10 OB-FCK 2-3, Jesper Grønkjær til 2-0
Nr. 7: 13.06.01 OB-FCK 0-1, Michael Mio Nielsen
Nr. 6: 15.04.07 FCK-OB 4-2, Ailton Almeida til 1-0
Nr. 5: 19.05.05 FCK-OB 1-1, Sibusiso Zuma til 1-0
Nr. 4: 19.10.03 FCK-OB 2-2, Peter Møller til 1-1
Nr. 3: 01.05.04 OB-FCK 0-4, Jesper Bech til 4-0
Nr. 2: 07.04.02 FCK-OB 4-0, Erik Mykland til 4-0
Nr. 1: 02.09.12 OB-FCK 2-2, Nicolai Jørgensen til 1-2