Viktor Fischer

OB: Ét point i tre kampe

Sidste sæsons møder og målscorere
Begge kampe endte 1-0 til hjemmeholdet:

15.10.2017: OB 1-0 F.C. København (1’ Anders K. Jacobsen)
25.02.2018: F.C. København 1-0 OB (61’ Robert Skov)

"AK" scorede også sejrsmålet forrige gang, vi tabte i Odense, og på OB's hjemmeside udelukker han ikke, at han kan gentage bedriften:

"Hvis vi vinder 1-0 på et mål af mig, så vil det være glimrende. Det vil også give de mange fans en god oplevelse og en god dag på stadion, og det er nu en gang det vigtigste."

Vores seneste matchvinder Robert Skov håber dog også på en gentagelse:

”Hvis muligheden kommer, så skal jeg i hvert fald nok tage chancen og gå efter at sparke et frispark i kassen igen. Jeg arbejder hele tiden på at blive endnu bedre med venstrefoden, og jeg har en god tro på tingene.”

>> Se Roberts frispark mod OB

Fynboernes trup
OB har sagt farvel til en lang række spillere i sommerens transfervindue, og nogle af de mest prominente navne er nok Joan Simun Edmundsson, Mathias Thrane, Joao Pereira, Rasmus Jönsson, Mohammed Fellah og André Rømer.

Ind er til gengæld kommet

  • Janus Drachmann fra FC Midtjylland
  • Alexander Ludwig fra AC Horsens
  • Yao Dieudonne retur fra et lejeophold i Vendsyssel FF
  • Mathias Jørgensen, Mads Frøkjær-Jensen og Jonathan Harboe fra OB U19

Senest mod Randers FC startede OB med:

Sten Grytebust - Mikkel Desler, Kenneth Emil Petersen, Alexander Ludwig, Jacob Barrett Laursen - Mathias Greve, Janus Drachmann, Jeppe Tverskov, Troels Kløve - Anders K. Jacobsen, Mathias Jørgensen

Efter pausen kom Julius Eskesen, Nicklas Helenius og Rasmus Festersen ind i stedet for Troels Kløve, Mathias Jørgensen og Mathias Greve.

Skuffende sæsonstart
OB ligger nr. 12 med kun ét point for de første tre kampe.

De startede med et 2-3 nederlag til Superliga-debutanterne fra Vendsyssel FF, herefter fulgte 2-2 mod SønderjyskE – hvor OB endda var bagud 0-2 – og senest 0-1 til Randers FC, hvor André Rømer scorede efter blot 39 sekunder (han skiftede fra OB mellem første og anden spillerunde).

Hvis der skal være et lyspunkt hos OB, er det nok den blot 17-årige Mathias Jørgensen. Han har været en stor oplevelse og har allerede scoret to mål og blev i en alder af 17 år og 298 dage den yngste OB’er til at score i Superligaen. Sidste sæson lavede han 21 mål i 21 U19-kampe plus otte i Reserveligaen, hvor vi også er stødt på ham et par gange. Det unge talent med det forpligtende navn - OG rygnummer 25 - er oprindeligt fra Hundested og kom til OB efter et ophold hos FC Nordsjælland. Men det er ikke Zankas skyld...

OB har også fået ny træner. Kent Nielsen blev opsagt i maj, og i stedet kom 37-årige Jakob Michelsen, hvis seneste job var som cheftræner for Hammerby. Før turen til Sverige havde han en succesfuld periode i det sønderjyske, hvor han bl.a. førte dem til sølvmedaljerne i 2015/16.

>> Vores trup mod OB

Der er kick-off i Odense søndag kl. 16, og hvis du ikke er på stadion, kan du se kampen på Canal 9 og Eurosport Player.