Nyt fra Sydafrika

Den nationale U-17 turnering sluttede for nogle dage siden, og Eastern Province var ekstremt uheldige med ikke at nå finalen. Man manglede kun ét point. Man spillede seks kampe, vandt fire, spillede én uafgjort og tabte en enkelt kamp.

De tre spillere fra UPE-FCK spillede samtlige kampe og var alle fantastiske ifølge træneren Keith Hutton.

I weekenden slog UPE-FCK Blackburn Rovers 2-1 i en hårdt spillet kamp, som blev meget fysisk præget. Alligevel holdt vores drenge til det hårde spil. Elrio van Heerden bragte UPE-FCK i det 20.minut. I det 32.minut bragte Warren Reid så UPE-FCK yderligere foran direkte på frispark.

Der var masser af muligheder for at udbygge føringen før halvlegen, men det forblev 2-0 efter de første 45 minutter.

Anden halvleg mindede meget om den første. Rovers fik reduceret i det 61.minut, men UPE-FCK holdt hovedet koldt og kørte en sejr hjem.

I weekenden møder vi Blackburn Rovers om lørdagen og Fairview på mandag. Herefter er der julepause, og næste kamp vil være den 13.januar 2002.