Nyt fra FCK Old Boys

Forårets 11 kampe for FCK Old Boys har indtil videre givet 28 points efter 9 sejre, en uafgjort og et nederlag. Et tilfredsstillende udbytte, men det rækker kun til en placering som nr. 2 med 1 point op til AB 70 på førstepladsen, så turneringskampene er som pokalkampe, hvor der ganske enkelt ikke er råd til smuttere. Uanset om det er ude eller hjemme, er kravet sejr og 3 nye points ind på kontoen.

 

Det er så også gået godt på det seneste, hvor bl.a. de forsvarende mestre fra Vanløse er blevet sendt hjem med en fodboldlektion på 6-1. Måske var det endda gået lidt for godt inden seneste hjemmekamp mod Dragør, for det var Dragør, der var klart mest motiveret for at spille fodbold og fortjent blev honoreret med en 2-0 føring. En føring, der lignede et halvlegsresultat med kollektiv skideballe og taktiske ændringer til følge, indtil 3 minutter før pausen, hvor en tværbold landede hos Peter Decko, der med en halvflugter bragte FCK Old Boys ind i kampen. 2 minutter senere var Decko i aktion igen, og efter et kort træk på kanten af feltet sparkede Decko bolden fladt ind ved nærmeste stolpe. En ufortjent udligning i forhold til hvad de 2 hold havde investeret i kampen, men skideballen og de taktiske ændringer blev mindre drastiske end planlagt 3 minutter tidligere.

 

I 2. halvleg var det et såret Dragørhold, der kæmpede med ryggen mod muren for at bevare det ene point, og omvendt havde udviklingen givet selvtilliden og spilleglæden tilbage hos FCK Old Boys, der styrede slagets gang i 2. halvleg. Det lå i luften, at Dragør var på Mission Impossible, og det var cheftræner Brian Kaus, der gik i spidsen FCK Old Boys med to scoringer, hvoraf den første blev sat ind med hovedet og den anden var en elegant udnyttelse af en friløber, der blev afsluttet med et chip over Dragørs målmand. Slutresultatet blev således 4-2, og FCK Old Boys bevarede kontakten med førerholdet AB 70 inden forårets sidste turneringskamp, som er på udebane mod Tårnby.

 

Kravet om sejr i alle turneringskampe minder som nævnt om kravene i pokalfodbold, men FCK Old Boys er også deltager i den rigtige pokalturnering med DBU som arrangør. En turnering, der de 2 seneste år er endt med et finalenederlag, men drømmen om en samlet sejr denne gang lever fortsat. I 3. runde havde FCK Old Boys trukket Sundby på hjemmebane, og et hold der i runden før havde sendt Brøndby IF ud med en 7-0'er, fortjener respekt. Turneringskampen mellem de to hold ugen forinden var vundet af FCK Old Boys med 4-2, men var der nogen spænding om udfaldet i turneringskampen, blev spændingen hurtigt elimineret i pokalkampen.

 

Sundby satsede på kontraangreb, men tilbageløbet hos FCK Old Boys var intet mindre end fremragende, så Sundby blev stoppet, inden det blev rigtig farligt. Via en pauseføring på 3-0, blev den samlede sejr på 6-0, hvilket gav et rimeligt billede af kampen. I 4. runde har FCK Old Boys trukket udebane mod Toksværd ved Næstved, og kampen forventes spillet lørdag d. 11. august i forbindelse med et større fodboldstævne i byen, så der er lagt op til festlige rammer til næste pokalkamp.

Mod Dragør stillede FCK Old Boys op således:


 
Peter Wittwer
 
Michael Strandquist - Søren Westergaard - Martin Birn - Christian Taylor
 
Martin Johansen - Brian Kaus - Michael Mio - Peter Decko 
 
Michael Johansen - Piotr Haren

 

 

 
Indskiftningsspillere: Carsten V. Jensen, Dennis Jacobsen og Carsten Schiødte