Dame N'Doye

Ny rekord og tæt på 100 mål – men N’Doye tænker kun på mesterskabet

Med sit mål mod FC Nordsjælland i søndags overtog Dame N’Doye rekorden som den mest scorende udlænding i Superliga-historien. 

N’Doyes 73 mål sender nemlig vores FCK Legend Todi Jónsson ned på listens andenplads, og så er Københavns smukkeste Dame jo efterhånden også snublende nær en måltotal på 100 mål for klubben.

På tværs af alle turneringer har Dame N’Doye scoret 98 officielle mål for os, men han tænker hverken på målrekord eller de magiske 100.

”Jeg fik at vide efter kampen i søndags, at jeg havde taget rekorden. Jeg vidste det faktisk ikke, og jeg var ikke klar over, at jeg tog rekorden fra en anden FCK’er. Men det er da sjovt og en god ting,” siger Dame N’Doye. 

>> Støt N'Doye og de andre på søndag mod Hobro 

”Jeg tænker heller ikke på de 100 mål. Mit fokus er udelukkende på, at vi skal vinde vores kampe og tage mesterskabet tilbage. Alle i klubben vil så gerne vinde mesterskabet igen, så det betyder rigtig meget,” siger han. 

I indeværende sæson er N’Doye oppe på 14 Superliga-mål og to i Europa League, så 7-9-13 burde der statistisk set alt andet lige være god mulighed for, at han scorer to mål mere og dermed kommer på de 100 kasser.   

”Jeg vil selvfølgelig være glad, hvis jeg når de 100 mål, men det kommer i anden række. Sejrene er førsteprioritet, og hvis holdet spiller godt, er chancen for, at jeg scorer mål, jo også større,” siger Dame N’Doye.  

>> Podcast: Hovedkvarteret fejrer 10-året for Dame N'Doyes debut 

>> N'Doye bliver: Vi skal gøre arbejdet færdigt