Fans i Parken

Ny milepæl: 16.000 har sikret sig plads i Parken

Flere end 16.000 F.C. Københavnere har nu sikret sig en plads i Parken til FCKs kampe i den kommende sæson via et sæsonkort eller et abonnement. Det er ny rekord i klubben og vidner om stor interesse for at være en del af stemningen i Parken.

"Det er en vild udvikling," siger kommerciel direktør Jacob Lauesen.

"Vi nærmer os en skandinavisk rekord, så vidt jeg ved, hvor Hammarby i Stockholm havde 16.700 for et par sæsoner siden. Derudover har vi rundet 7.500 på Sektion 12, hvor vi kan komme tæt på udsolgt til hele tribunen til trods for, at, vi netop har udvidet Sektion 12 til at være én tribune med både øvre og nedre integreret. Så vil man være sikker på plads der til de større kampe, så er det ved at være tid.”

”Vi skylder igen vores fans en stor tak, for vi var ikke kommet op på de tal, hvis ikke de havde bidraget til at sprede budskabet. Det har løftet os, at de har været så aktive og engagerede i det arbejde.”

”Nu glæder vi os helt vildt til på søndag og de mange spændende kampe, der venter. Der er fortsat nogle restriktioner i de første kampe, men vi har stor tro på, at vi kan få en flot udvikling i vores tilskuertal, og ambitionen om at nå op på 20.000 i snit, lever i høj grad."

"Det vil kræve, at folk virkelig får brugt deres kort og kommer i Parken. Jo flere vi bliver, jo større er oplevelsen,” slutter Jacob Lauesen.

Du kan stadig nå at sikre dig plads til den kommende sæson, der starter søndag kl. 16.00 i Parken mod AaB. Se mere her.