
Neestrup: Mange byder sig til i det tætte program
Fire dage efter sejren over FC Drita gælder det Vejle Boldklub i Parken lørdag kl. 18, og tre dage senere venter returkampen i Kosovo. En typisk sæsonstart for F.C. København, og staben og spillerne er godt forberedte på den travle periode.
"Nu er vi godt inde i programmet med at spille hver 3.-4. dag, og det kommer vi til i lang tid, så det handler om igen at få brugt truppens bredde, så vi er friske, men samtidig også om at rotere med måde, så vi ikke mister flow og rytme," sagde Jacob Neestrup efter fredagens sidste forberedelser på Nummer 10.
"Men der er mange, der byder sig til, og mange der presser på, så det er positivt," understregede han.
Vejle kommer til Parken med en del nye spillere, som de har hentet efter det flotte forår, hvor de sikrede overlevelse i Superligaen efter at have været langt bagud på point.
"Specielt efter deres transfervindue må man jo sige, at det er et ret rutineret hold, der kommer til Parken," sagde Neestrup om lørdagens gæster.
"Det bliver spændende at følge dem i en tæt Superliga i år, men vi vil selvfølgelig gøre alt hvad vi kan for at få en så optimal start som muligt i Superligaen i det tætpakkede program frem mod den næste landskamppause."
"Det er ærgerligt, at Sektion 12 er lukket i morgen, for det er jo ikke optimalt i forhold til støtten til spillere, for det er selvfølgelig sjovere at spille med næsten 10.000 hvide trøjer bag det ene mål i stedet for 10.000 røde sæder."
"Men det er sådan det er, og det har vi prøvet før, og jeg er sikker på, at vi kommer til at kunne høre dem rundt om i Parken. Det ændrer ikke vores tilgang, vi glæder os altid til at spille i Parken, vi går ind for at vinde, og vi håber at vi kan ride videre på vores resultatmæssigt gode indledning på sæsonen," sluttede Jacob Neestrup.