Lukas Lerager

Kampreferat: 2-0 efter en halv time var nok

Det var en atypisk FCK-hjemmekamp. Ikke fordi vi slog Vejle, for det har vi gjort stort set hver gang, vi har mødt dem i de sidste 25 år. Det var måden, vi slog dem på. Eller rettere måderne, for man vinder jo ikke bare på én bestemt måde. Det skulle da lige være: ”Vi scorede flere mål end dem”, men det behøver vi jo ikke bruge et helt kampreferat på at forklare læserne.

Det var mere tallene bag, for Vejle havde bolden mest, især i 1. halvleg, og de havde den mere på vores halvdel, end vi havde på deres, de havde flest hjørnespark, de havde flest indlæg, de havde flest succesfulde driblinger, de vandt flere tacklinger – de havde det meste, bare færre afslutninger på og uden for mål og altså ingen mål. 

En xG på 0,99 mod vores på 1,39 indikerer, at de var tæt på, men vi kommer tilbage til, hvorfor deres xG røg så højt op, for det skyldes kun én ubegribelig afbrænder ti minutter før tid.

Spillerne samles før kickoff
Spillerne samles før kickoff. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


De to hold
Vi begynder med begyndelsen, for allerede de første to minutter var der meget at skrive hjem om. Men først de to hold:

Viktor Claesson var syg og blev erstattet i truppen af Amin Chiakha, og holdet blev: Kotarski – Huescas (80.: Zague), Gabriel, Hatzidiakos, Lopez (68.: Meling) - Larsson, Lerager, Delaney (anf.) (61.: Clem), Achouri (68.: Elyounoussi) - Mattsson, Moukoko (80.: Cornelius)

Vejle stillede op som i sæsonpremieren: Vekic – Gundelund (anf.), Velkov, Nielsen, Sørensen – Hjulsager (79.: Flø), Vestergård, Lauritsen (67.: Murata) – Gammelgaard (88.: Elvius), Edjeodji (67.: Camara), Duelund

Indmarch i Parken
Indmarch foran 22.403 tilskuere i Parken. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Actionfyldt indledning
Gæsterne gav bolden op ved blot at losse den til indkast nede i vores venstre side. Ikke fordi de otte nye på holdet ikke er sammenspillede, men fordi de havde set VM i klubfodbold og kopierede denne kaos-kickstart for at ”få kampen i gang” og komme i højt pres med det samme.

Måske virkede det, for efter 30 sekunder lagde Huescas for kort tilbage i feltet til Kotarski, men Mikkel Duelund skruede bolden over mål. Det viste sig at være deres næststørste chance i kampen.

Det var friskt at se, at Vejle gik højt i presset, men da uret rundede 2:00, så førte vi 1-0!

Achouri sendte Lopez til baglinjen, Jordan Larssons forsøg på at flugte sendte bolden på tværs i feltet. Delaney masede sig frem og blev tacklet nede ved målfeltet, så bolden endte ude på kanten af feltet, hvor Lerager hamrede til den.

Havde der ikke været et nettag og en tribune bagved, så havde bolden skabt fare for trafikken på Vibenshus Runddel, for det var et tordendrøn af en fuldtræffer!

Lukas Lerager har tordnet bolden op i krydset
Fansene ser forbløffede til, inden jublen bryder ud over Leragers tordendrøn! Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Straffe annulleret efter VAR-tjek
Jubelen havde dårligt lagt sig, før vi fik straffe, da Lasse Nielsen kastede sig ned for at blokere et Gabriel-skud efter hjørne. Han ramte den med armen, men et VAR-tjek viste, at bolden først ramte ham i maven, så Vejle slap med skrækken - og Mattsson fik ikke chancen for at score på straffe for tredje kamp i træk.

I det første kvarter skød Moukoko også forbi, efter at Lerager havde generobret bolden på deres halvdel, og det så stadig rigtig godt ud for mestrene, og FCK-råbene gjaldede højlydt frem og tilbage mellem C- og Øvre A, hvor de mest aktive fra Sektion 12 var omplaceret, fordi deres egen tribune igen var lukket.

A-tribunen i Parken
A-tribunen, hvor en del Sektion 12-fans var omplaceret på Øvre. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Vejle meget på bolden
Vejle lod sig ikke slå ud af den gode københavnske start, men gik stadig højt med tre mand og pressede, når vi byggede op, og de forsøgte at spille spillet så godt som muligt på vores halvdel. Ikke noget med at grave sig ned, stå lavt og fedtspille, og det tjener dem til ære. Det var Vejle-bold, som man kender det fra de gode, gamle dage.

Det kneb bare med at komme til afslutninger. Midt i halvlegen lykkedes det dog at spille Mikkel Duelund fri i udkanten af feltet, men han skød et stykke forbi fjerneste stolpe. Lidt efter var de ved at spille sig frem til noget efter tiki-taka-agtige kombinationer i vores felt, men heller ikke denne gang blev det rigtig farligt.

Dominik Kotarski
Kotarski var en sikker skanse under Vejles mange hjørnespark. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSpark


Mesterlig omstilling
Selv smed vi bolden væk for hurtigt i et par af de omstillinger, som med al respekt jo heller ikke burde være vores skarpeste våben i en hjemmekamp mod Vejle, men det blev det. For midt i en Vejle-dominans, der i perioder nærmede sig 70-30 i boldbesiddelse, så slog vi til med topholdets berømte kynisme.

Delaney tacklede bolden fra Duelund lidt inde på vores halvdel, og Moukoko så sig omkring og sendte fornuftigt nok Jordan af sted i højre side. Svenskeren trak ned mod feltet, hvor Christian Sørensen – nærmest uigenkendelig med kort hår – ikke var nået med tilbage.

Tobias Lauritsen bakkede og gav plads, og da Jordan ikke rigtig kunne se medspillere i oplagte positioner, så tog han et træk mere, og som så mange gange før kælede han kuglen over mod den fjerneste ende af mål, og selv om Igor Vekic fik fingerspidserne på, forhindrede han ikke 2-0-målet.

Jordan Larsson
Jordan Larsson fejrer 2-0-målet. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Tæt på 3-0 inden pausen
En dukkert for det offensivt indstillede Vejle-hold, som her blev fanget i ubalance, men de log sig ikke gå på, gik friskt til angreb igen og beholdt initiativet i lange perioder. Også for lange, set med FCK-briller, men vi havde selvfølgelig de to mål i banken. Vi sørgede også for, at de stadig ikke kom til chancer, men havde bare svært ved at skabe noget, når vi havde bolden.

Til gengæld hjalp Vejle os i slutningen af halvlegen, da vi pressede højt på et målspark, og Achouri stressede Vekic til en upræcis aflevering ud i eget felt, som Lauritsen mistede.

Moukoko opfangede den, og den ivrige og meget arbejdsomme tysker ville så gerne snart på tavlen, men burde nok have spillet den helt fri Mattsson i stedet for at tage et par træk og selv skyde forbi mål.

2. halvleg
Med 3-0 havde kampen nok været lukket, og lige efter pausen var det tæt på igen, da Mattsson opsnappede en fejlaflevering fra Lauritsen midt på deres halvdel, trak sig fri lige uden for feltet, men lidt ude af balance skød han langt forbi.

De første 10-15 minutter af 2. halvleg var urytmiske, og selv om Vejle fik et par dødbolde, var de ikke lige så meget på bolden i det åbne spil, mens vi igen spillede os til en stor chance. Lopez slog et langt indlæg i feltet, som Huescas fornemt headede på tværs tæt under mål, hvor Moukoko var meget tæt på at styre bolden ind, da han kastede sig frem.

Youssoufa Moukoko
Tæt på at Moukoko styrer Huescas' hovedstødsindlæg i mål. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Udskiftninger på begge hold
Da vi rundede en time, fulgte ti minutter med de 2-3 udskiftninger på begge hold, og selv om det tog lidt af rytmen i kampen, var det vigtigt for os at kunne ”dosere” nogle af de spillere, der må formodes også at skulle spille på tirsdag, da Clem afløste Delaney, og Elyounoussi og Meling kom ind for Achouri og Lopez.

Og Vejle måtte stadig sande, at vi jævnligt kom til ganske gode muligheder, som da Jordan spillede Mattsson helt fri i højre side af feltet i 70. minut, men Vekic gik godt ud og blokerede.

Magnus Mattsson
Igor Vekic redder en stor Magnus Mattsson-chance. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Med ti minutter igen kom Cornelius ind for Moukoko, og Yoram Zague fik officiel debut, da han afløste Huescas, og kort efter fik Vejle den chance, der bankede deres xG godt i vejret med 0,68.

Efter en dødbold endte bolden tæt under mål i en klynge af spillere, og tilfældigt studsede bolden for fødderne af Lasse Nielsen, der fra halvanden-to meters afstand sparkede over mål! 

Yoram Zague
Yoram Zague kom ind til sin officielle FCK-debut. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Minuttet efter kørte vi en fin kontra, hvor Cornelius sendte Zague afsted i højre side, men franskmandens indlæg var svært at nå for Elyounoussi, selv om han kastede sig frem og prøvede at heade mod mål.

Lidt efter fik Neestrup en advarsel for at protestere mod, at Cornelius ikke fik frispark under en kontra, hvor Lasse Nielsen leverede materialet til et genoptryk af den klassiske Synoptik-reklame med Todi Jónsson efter det forfærdelige Derby i maj 2002. If you know, you know...

Lasse Nielsen river Andreas Cornelius omkuld under en omstilling
Foto: TV2


Endnu en chance til 3-0
Vejle forsøgte til det sidste, men fortsat uden held, og vi nåede også at producere endnu en god chance i de døende sekunder, da Mattsson fandt Jordan i feltet, men han skød over mål.

Det blev ved 2-0, og her bagefter kan man godt tale om cruise control og så videre, men en Vejle-reducering havde ændret præmisserne i 2. halvleg. Så havde det været knap så komfortabelt til sidst, hvis ikke vi selv havde scoret det tredje. Det oplevede vi jo en del gange sidste sæson…

Matchfacts
Lørdag den 26. juli 2025, kl. 18.00 i Parken. 3F Superliga, 2. runde
FC. KØBENHAVN-VEJLE 2-0 (2-0)
2.: 1-0 Lukas Lerager
26.: 2-0 Jordan Larsson
22.403 tilskuere. Dommer: Jakob Kehlet

Advarsler: 30.: Andrew Hjulsager, 63.: Mikkel Duelund, 90+5.: Lasse Nielsen

Start-11: Kotarski - Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Lopez - Larsson, Lerager, Delaney (anf.), Achouri - Mattsson, Moukoko

Slut-11: Kotarski - Zague, Gabriel, Hatzidiakos, Meling - Larsson, Lerager (anf.), Clem, Elyounoussi - Mattsson, Cornelius