Jacob Neestrup

Neestrup: Langt under niveau

"Det vi leverede i dag, var langt under niveau, og det må jeg bare beklage over for de fans, der er taget herover for at støtte holdet," sagde Jacob Neestrup efter 1-3-nederlaget i Silkeborg.

"I min tid som cheftræner kan jeg ikke mindes, at vi har spillet så dårligt, som vi gjorde i 1. halvleg på alle parametre. Det skulle da lige være, da vi også var bagud 0-3 i Farum sidste efterår, men det var under helt andre forudsætninger."

"Man skal selvfølgelig også rose Silkeborg for at lave mange gode ting, men jeg fokuserer på mit eget hold, og det er mit ansvar, at vi leverer en så elendig første halvleg i dag, og at vi i det hele taget ikke leverer bedre i Superligaen, end vi gør i øjeblikket."

"Vi tog herover med en klar målsætning om at rette op på den dårlige blok, vi havde i Superligaen efter 1. september med én sejr i fire kampe, men jeg må bare konstatere, at det langt fra lykkedes."

"Det handler ikke om selve formationen, som vi startede med i dag, men om at der er nogle offensive og defensive grundstrukturer, der ikke er på plads i spillet. Når det er tilfældet, så øger det også risikoen for, at den enkelte spiller laver nogle fejl, han ikke burde lave."

"Det er jo indlysende, at vi stadig giver for mange mål væk i vores kampe, men det er mit ansvar, at holdet skal fungere som kollektiv, og det var vi desværre meget langt fra i dag. Udviklingen går lige nu den stik modsatte vej, end de gode tendenser, som vi så i starten af sæsonen, og det skal vi have vendt i en fart, for det her er ikke det F.C. København-hold, vi vil se," sluttede Jacob Neestrup.