Jacob Neestrup

Neestrup: Forventer igen en ekstremt svær kamp

”Jeg forventer igen en ekstremt svær kamp,” sagde cheftræner Jacob Neestrup, da vi talte med ham om forventningerne til tirsdagens "returkamp" mod Manchester City.

”Vi har selvfølgelig set på noget af det, vi kan gøre bedre fra sidst, og hvor det samtidig også handler om at begrænse det, som de er gode til.”

”City vil uden tvivl have meget boldbesiddelse igen, men vi får forhåbentlig flere sekvenser, hvor vi har kuglen på egne fødder, og her gælder det om, at vi så er lidt mere rolige på bolden, for på den måde kan vi også fjerne 4-5 % af deres possession og få en lidt tættere kamp end sidst. Og så spiller vi i Parken foran vores egne fans, og det gør selvfølgelig også en forskel."

”Selv om de skabte klart mest i Manchester, så kom vi også til nogle chancer, bl.a. var Valdemar Lund tæt på at heade et hjørne ind?”

”Ja, vi havde vel tre eller en tre en halv chancer. Mukairu havde f.eks. en på en omstilling, som gav det hjørne, hvor Valdemar headede lige forbi. Så vi skal være gode på vores omstillinger og dødbolde. Men også på deres dødbolde, for vi lukkede desværre selv en enkelt ind på en andenbold efter et hjørne, og vi gav dem også et straffe, så der er også ting, vi kan forbedre.”

”Til kampen i Manchester sparede du f.eks. Corner og sagde, at Nordsjælland-kampen om lørdagen var endnu vigtigere. Er søndagens Derby vigtigere end den i morgen?”

”Et Derby er altid sindssygt vigtigt, men i forhold til at spare spillere, så er der fem dage efter City-kampen til på søndag. Det er en anden situation end sidste uge, hvor vi først kom hjem sent torsdag nat og havde færre dage inden Nordsjælland-kampen. Og vi har flere skader nu, så vi er nødt til at spille med alt, hvad der er til rådighed på dagen. Den respekt skylder vi også at vise, når vi møder så god en modstander.”

”Hvordan ser du på City-kampene i forhold til den positive udvikling i præstationerne i Superligaen?”

”Det giver ikke mening at se alle kampene under et, for det er to forskellige verdener. Ikke fordi det er Champions League, men fordi det er Manchester City.”

”Jeg synes, vores 2. halvleg mod AGF sidste søndag var rigtig god, og i lørdags mod Nordsjælland lavede vi også mange gode ting, men de gode og dårlige ting fra City-kampen er svære at tage med i den vurdering. Det hold er så godt, at det giver et kampbillede, der bare er så langt fra det, vi møder i Superligaen.”

”Til sidst, hvordan ser det ud på skadefronten her mandag middag?”

”Boilesen er tilbage, men Corner er ude et par uger, og det varer nok lidt længere med Vavro. Så ja, vi har mange ude lige nu, men man skal bare huske, at det er meget forskellige skader lige fra Zecas knæskade til slagskader og muskelskader. Men vi evaluerer altid, om der er noget vi kan gøre anderledes i alle aspekter af hverdagen, træning, rejser, behandling osv, men skaderne er som sagt opstået af mange forskellige årsager," sluttede Jacob Neestrup.