Jubel efter scoring

Neestrup: Fint tilfreds - vi skulle bare have vundet større

"På trods af et par udfald i begge halvlege, så er jeg meget tilfreds med den måde, spillerne håndterer kampen på, både før og efter vi scorede," sagde Jacob Neestrup efter 1-0-sejren over AaB.

"Jeg er bare lidt ærgerlig over, at vi ikke vinder større og får lukket kampen noget tidligere, for man ved jo, hvordan det er med tilfældigheder i fodbold. Når den står 1-0 til sidst, så kan alt ske, og det havde ikke været til at bære, hvis vi havde smidt point til sidst."

"Men sidste søndag i Silkeborg vandt vi 3-0 i en kamp, der nok ikke var til en tre-måls-sejr, og i dag vinder vi så kun 1-0 i en kamp, der var til mere. Så jeg er ikke så bekymret for vores afslutningsspil, men selvfølgelig skal vi lave tre-fire mål i dag."

"Vi havde et rigtig godt flow i spillet i det meste af kampen, og vi skabte som sagt også rigtig meget. Og ved målet viser vi, hvor vigtigt det er, at vores 8'ere, Claesson og Lerager, tager de her ryk i feltet, og så spiller vi jo også den chance så stor, at Claesson næsten ikke kan undgå at score.

"Så jeg synes, at vi i glimt viser vores topniveau i dag, og det er vigtigt, især på hjemmebane, og så viste vi også et højt bundniveau, da vi vandt i Silkeborg på en dag, hvor alt ikke lykkedes. De to ting er vigtige for os," sagde Jacob Neestrup.