Jacob Neestrup

Neestrup: En dårlig præstation, men kampen kunne stadig være gået begge veje

”Der er især to ting, der ærgrer os,” indledte Jacob Neestrup sin umiddelbare vurdering af 0-1-nederlag i Randers, der faldt på en scoring fem minutter før tid.

”For det første præsterer vi alt for dårligt, især i 1. halvleg, og også i forhold til, at vi har en dårlig dag, for de vil komme i løbet af en lang sæson.”

”Dernæst ærgrer det, at vi ikke får som minimum det ene point i en kamp, som ellers er helt lige, selv om vi ikke spiller op til vores normale niveau. Vi kunne have vundet, og vi kunne også have spillet uafgjort, og det er sagt uden at tage noget fra Randers, for man kan heller ikke indvende noget imod, at de vinder.”

”Vi møder et godt organiseret hold på en svær bane, hvor vi har svært ved at sætte tempo, men det skal vi kunne håndtere og være mere koncentrerede på bolden. I stedet giver dem alt for mange muligheder til at vinde med nogle stygge boldtab på midten, hvor de vel har en 3-4 store omstillinger, herunder den der fører til hjørnesparket o målet.”

”Men jeg vil ikke stå herefter og tale med store bogstaver, for vi spiller som nævnt en ret lige kamp, der kunne gå til begge sider. Og dem har vi altså også haft nogle af før, hvor vi bare har undgået at tabe.”

Med nederlaget glippede muligheden for at sætte klubrekord hvad angår Superligasejre i træk, men det bekymrer ikke Neestrup så meget lige nu.

”Som jeg har sagt før, så vil jeg hellere stå med guldet på sidste spilledag, end at slutte nummer to og så have slået ti rekorder. Men vi tog jo herover for at vinde, og selvfølgelig betyder en rekord noget i det lange løb, men lige nu er det ikke det vigtigste.”

”Nu tager vi hjem og ser kampen ordentligt igennem og taler tingene igennem med den ærlighed, vi også har når vi taler sammen efter en sejr. Og så skal vi finde humøret frem igen og forberede os på at gå og levere en ordentlig præstation i Parken mod Viborg på søndag. Der er stadig otte kampe tilbage, og vi skal hurtigt finde tilbage til det meget høje niveau, vi har holdt i en lang periode,” sluttede Jacob Neestrup.