Smal 1-0-sejr over Randers FC

N’Doye årets profil i Superligaen 2011

Det er naturligvis ikke kun i F.C. København, vi sætter pris på Dame N’Doyes kvaliteter som målscorer. Vores senegalesiske angriber har i sin tid i Danmark været en gevinst for den danske liga, og det blev der i går sat endnu en tyk streg under, da N’Doye blev kåret til Årets Profil i Superligaen 2011.

Det specielle ved kåringen er, at det er Superliga-spillerne selv, der har stemt på F.C. Københavns angriber, der tidligere på efteråret gik forbi Todi Jönsson, som klubben all-time topscorer, da han scorede sit 69. mål for Løverne. Og det var derfor også en glad N’Doye, der havde denne kommentar til hæderen:

- Det er altid stort, når andre sætter pris på det, man laver. Mine modspillere ved, hvem der er den bedste. De ved, hvem der gør en forskel på banen, så derfor er det kæmpestort for mig at modtage denne hæder. Jeg har også haft et fantastisk år. Det har uden tvivl været mit bedste år som fodboldspiller. Jeg skylder en stor tak til mine holdkammerater, for uden dem, ville jeg ikke kunnet have opnået det hele. Vi har i fællesskab arbejdet hårdt for at nå så langt.

Uddelingen af prisen som Årets Spiller er tidligere gået til spillere fra F.C. København. Af tidligere prismodtagere kan nævnes William Kvist (2010), Jesper Grønkjær (2007), Michael Gravgaard (2006 og 2005) og Thomas Røll (2002).  

Stort tillykke til Dame N'Doye med prisen som Årets profil i Superligaen 2011.