Paul Mukairu

Mukairu efter debut: Føles som om jeg allerede har været her et år!

Paul Mukairu fik søndag sin debut i Parken og ser tilbage på en stor oplevelse og fin første tid i København:

"Det var stort for mig at få debut og det var utroligt at opleve den atmosfære på stadion. Jeg havde jo hørt fra flere folk, hvordan det var at spille i Parken på forhånd, men det var endnu vildere, end jeg havde forestillet mig," siger Paul Mukairu og fortsætter:

Faldet godt til i klubben
"Jeg er allermest glad for, at vi vandt, men også meget glad for den måde, som alle har taget imod mig på, både i og omkring klubben. Folk har været meget søde og rare, og hjulpet mig og de andre nye spillere her i starten. Det føles som om, at jeg allerede har været her et år!"

Mødet med publikum i Parken gjorde især indtryk på den 22-årige kantspiller:

"Jeg følte mig godt tilpas, da jeg kom ind. Og jeg blev virkelig overrasket over den flotte modtagelse, jeg fik fra publikum. Det havde jeg heller ikke regnet med. Jeg ville bare gøre mit bedste for holdet, og for alle de mange fans' skyld. Det var imponerende at se så mange mennesker på stadion, selvom vejret var så dårligt. Så det var godt, at vi kunne give dem en sejr," siger Mukairu, der kom til København fra tyrkisk fodbold i januar.

Hårdt arbejde forude
Nigerianeren kom ind i det 69. minut, da han afløste William Bøving og ser tilbage på et fint indhop, hvor han endda var tæt på at komme på måltavlen.

"Det gik fint, syntes jeg. Jeg kom frem til et par muligheder fra min plads på venstrekanten, men jeg skal bare blive ved med at arbejde hårdt, så skal det nok komme. Vi ved allesammen, at vi kan gøre det bedre som hold, end vi gjorde i søndags - og forhåbentligt finder vi hinanden bedre på banen allerede i næste weekend."

Søndag gælder det en udekamp i Viborg kl. 16.00, mens næste hjemmekamp i København er fredag den 4. marts kl. 20.00 mod Randers.

>> Find din plads til hjemmekampen mod Randers her