Mio: Vi slap med skrækken

Mio: Vi slap med skrækken

For nøjagtig to uger siden stod K.B. Hallen i flammer. Branden var opstået tidligt om morgenen, og K.B. Hallens naboer vågnede til det sørgelige syn af den legendariske hal, der sang på sidste vers. Blandt de iagttagende naboer var bl.a. ansatte i F.C. Copenhagen School of Excellence.

Talentskolens manager, Michael Mio Nielsen, fik dog hurtigt travlt. Talentskolen er fysisk forbundet med K.B. Hallen, og frygten for, at K.B. Hallen skulle trække F.C. Copenhagen School of Excellence med i faldet, blev pludselig et meget frygtet scenarie. Facilteterne blev indviet for godt 4 måneder siden, og det var meget tæt på, at talenttræningen i de nye faciliteter var slut, før de for alvor kom igang.

Her 14 dage efter branden har FCK.DK taget en snak med Michael Mio Nielsen om, hvad der egentlig skete med talentskolen, om hvad der foregik på talentskolen under branden og hvor de står nu.

Det var uden tvivl en forfærdet Mio der mødte branden om morgenen. Den største frygt var, at branden virkelig skulle tage fat i hele K.B.'s anlæg, for så havde det i bogstaveligste forstand set meget sort ud, sagde Mio, som måtte hænge sin hat på en ting - F.C. Copenhagen School of Excellence og K.B. Hallen har en brandhæmmende væg i mellem sig, som skal sikre, at en brand fra den ene bygning ikke kan sprede sig ind i den anden. Men et er teoretisk, noget andet er praktisk. Når en brand er så stor, at den står op gennem taget, kan det være svært at sikre, at branden ikke spreder sig, fortæller Mio, og fortsætter - Ilden dansede på endevæggen, som hvis den ikke kunne bestemme sig for, hvorvidt den ville fortsætte ind i School of Excellence - men talentskolen var heldig - den brandsikrede væg holdt, og branden fortsatte ikke ind i talentskolen, afsluttede Mio.

I tre timer udviklede branden sig. Den blev større og større. Det lignede et flammehav, og på et tidspunkt tog jeg mig i at tænke "Nu ryger hele anlægget". Brandvæsenet kæmpede for at få kontrol med branden som på det tidspunkt var så voldsom, at det var vanskeligt at udføre slukningsarbejdet, fortæller Mio om, da situationen så værst ud.

På et tidspunkt i slukningsarbejdet får Mio en besked. Brandvæsenet tillader talentskolens medarbejdere at evakuere inventaret i talentskolen - her taler vi alt fra materialer, tøj, data, pokaler og øvrige ting, som man helst ikke ville undvære. Tolv mand løber i 15 minutter ind og ud af talentskolen under opsyn og vejledning fra Brandvæsenet. Efter de 15 minutter får jeg den besked, at det er for farligt, at evakuere flere ting, og alle mand skal forlade bygningen, siger Mio.

For at illustrere hvor tæt branden var på F.C. Copenhagen School of Excellence var, nævner Mio, at der var flammer i tennishal 1, som ligger mellem K.B. Hallen og talentskolen. Længere kom ilden dog ikke - men det var endnu ikke slut. De følgende 3 dage frygtede vi, at K.B. Hallen ville falde sammen oven på branden, og det ville også kunne få store konsekvenser for talentskolens faciliteter, fortæller Mio.

Det var selvfølgelig ikke kun Mio, som var bekymret for faciliteterne. F.C. Københavns førsteholdstrup mødte op på deres træningsanlæg, Nummer 10, som ligger i forlængelse af F.C. Copenhagen School of Excellence, klokken syv, da de skulle rejse til Liège for at spille UEFA Europa League-kamp. Spillerne havde fornemmet at den var gal, og de fulgte branden på lufthavnens TV-skærme, og var godt klare over situationens alvor.

Også talentskolens unge knægte fra F.C. Københavns ungdomshold, som til daglig anvender faciliteterne, havde også mange spørgsmål til hvad der skete, og hvilke konsekvenser det havde for dem og deres fremtidige træning. Derfor har talentskolens trænere haft samtaler med de unge talenter, og nogle af dem har også været inde i K.B. Hallen og set resultatet af branden, således at de bedre forstår hvad der er sket. Men når regnskabet er gjort op, har det ikke haft de store konsekvenser for F.C. Copenhagen School of Excellence, afslutter Mio.

F.C. Københavns ungdomshold var hurtigt tilbage på træningsbanerne, der grænser op til den nedbrændte K.B. Hallen. Udover chokket er de på talentskolen ikke længere påvirket af branden. Hverdagen kører på skinner, og det man var mest bekymret for, var K.B. Hallens historik og minder, der nu er gået tabt. Mio slår dog til sidst fast, at det uden tvivl havde været et enormt tilbageskridt for talentudviklingen i F.C. København, hvis branden var fortsat ind i talentskolen, og han er selvfølgelig meget glad for, at de slap med skrækken.