Mestrene kværner videre med 4-0-sejr

Mestrene satte sig med det samme på kampen og ejede nærmest bolden de første 10-12 minutter, hvor Verbic også var tæt på at skaffe en tidlig føring. Men pludselig fik Viborg en kæmpe mulighed for at chokstarte, da Okore kiksede en bold fra Robin, så Fochive havde frit skud - men Robin nåede at afværge inde på stregen!

Snart fik vi dog fat i spillet igen, men uden rigtigt at blive farlige - men kort før den halve time tog Gregus sagen i egen hånd (eller rettere fod), da han opfangede bolden midt på egen banehalvdel og afsluttede et flot sololøb med at udplacere Peter Friis.

Det gav ro på tingene, og da Kusk 10 minutter senere sendte et tørt hug i netmaskerne, vidste man næsten, at det var afgjort. Men også kun næsten… for sidst vi smed en 2-0-føring var mod netop Viborg. Vi skal dog tilbage til 2004 i dagene efter det famøse 0-5-nederlag til Gorica…

Men tilbage til nutiden. Der gik måske lige lovlig meget cruise control i det første kvarters tid efter pausen, og i hvert nok til at gæsterne kom til nogle store chancer for at komme tilbage i kampen på et par dødbolde. Rask headede lige over på én, og Reese ramte stolpen på en anden, men så gik de i stå igen, mens vi fik greb om tingene.

Godt tyve minutter før tid blev det definitivt afgjort, da indskiftede Falk fandt Ankersen i højre side, og han tog lige et træk og udplacerede Friis med et venstrebens-hug - og dermed fik han endelig fjernet “nullet” ud for antal scorede mål i klubben!

Inden det var slut, blev Gregus dobbelt målscorer med lidt hjælp fra Friis, og dermed kunne løverne notere sig for endnu en rekord: 21 Superliga-kampe i træk uden nederlag er en tangering af vores hidtidige rekord (Brøndby har også gjort det, men det er tredje gang vi gør det). Og i Telia Parken sætter vi jo rekord hver gang vi går fra banen uden nederlag - nu er vi oppe på 40 i streg!

Viborg kunne snildt have scoret i dag, men sejren var langt væk, og de må se i øjnene, at det var tiende kamp i træk uden sejr.


Chancer
FCK: 11. Verbic trækker sig fikst fri i feltet, men hans skud rettes af og går over mål
VFF: 13.: Okore kikser tæmningen af en hoppende bold fra Robin (måske inden bolden er ude af feltet), så bolden springer hen til Fochive, der har tomt mål - men Robin når lige at redde på stregen med en fodparade
FCK: 32.: Okore header forbi på et hjørne fra en meters penge, men er også lidt ude af balance i kampen om at komme først på bolden
VFF: 51.: Mikkel Rask header fra nært hold lige over på et hjørne
VFF: 55.: Søren Reese header et hjørne på stolpen, og Keller hamrer returbolden over fra spids vinkel
FCK: 65. Verbic header Ankersen-indlæg ned i græsset og den studser op på overkanten af overliggeren



Kampstatistik (1. halvleg i parentes):
Boldbesiddelse  57%-43% (54%-46%)
Afslutninger  12-12 (6-5)
Skud på mål  7-1 (4-1)
Succesfulde afleveringer  83%-75% (81%-75%)
Offside  0-4 (0-3)
Hjørnespark  5-5 (4-3)
Frispark begået  7-17 (4-9)
Indlæg 26-15 (16-6)
(Kilde: superliga.dk)



Tirsdag den 29. november 2016, kl. 20.00 i Telia Parken. Alka Superligaen, 19. runde

F.C. KØBENHAVN-VIBORG FF 4-0 (2-0)


27.: 1-0 Jan Gregus – opfanger bolden midt på vores halvdel, har to mand med i kontraløb, men sætter selv ekstra speed ned i feltet og sætter den iskoldt med et fladt spark

37.: 2-0 Kasper Kusk – får den uden for feltet af Augustinsson fra venstre side, tager et enkelt træk og sparker den knastørt ind med venstre

72.: 3-0 Peter Ankersen – sparker den ind i det lange hjørne med venstre efter et godt skift fra Falk

82.: 4-0 Jan Gregus – langskud fra 25 meter som Peter Friis Jensen taber ind over stregen


7.368 tilskuere. Dommer: Anders Poulsen

Advarsler: ingen


F.C. København:
31 Robin Olsen – 22 Peter Ankersen, 25 Mathias Zanka Jørgensen, 26 Jores Okore, 3 Ludwig Augustinsson – 17 Kasper Kusk (70.: 33 Rasmus Falk), 6 William Kvist (78.: 35 Aboubakar Keita), 16 Jan Gregus, 24 Youssef Toutouh – 23 Andrija Pavlovic, 7 Benjamin Verbic (78.: 9 Bashkim Kadrii)

Ikke benyttet: 1 Stephan Andersen, 2 Tom Høgli, 15 Mikael Antonsson, 37 Julian Kristoffersen

Viborg FF:
1 Peter Friis Jensen – 6 Kristoffer Pallesen, 5 Mikkel Rask (anf.), 20 Søren Reese, 2 Jonas Thorsen – 14 Jung-Bin Park (73.: 25 Søren Frederiksen), 13 Jeppe Grønning – 3 Christian Keller, 8 George Fochive, 11 Jonas Kamper – 28 Serge Deblé (64.: 16 Aleksandar Stankov)

Ikke benyttet: 33 Sebastian John, 4 Jacob Dehn Andersen, 7 Mathias Wichmann, 17 Andreas Bruhn, 23 Christian Sivebæk


Holdene:
FCK havde Thomas Delaney og Erik Johansson i karantæne, og i stedet startede Jan Gregus og Jores Okore. I forhold til Lyngby-kampen lørdag startede Kasper Kusk også i stedet for Rasmus Falk.
Viborg havde Jeppe Grønning tilbage fra karantæne, og i forhold til deres seneste 2-2 hjemme mod SønderjyskE, erstattede han Christian Sivebæk