Sejr i sidste puljekamp

Magne og Pape Paté besøger PARKEN

Torsdag begynder F.C. København for 7. sæson i træk et europæisk gruppespil, og den første modstander i efterårets gruppespil i UEFA Europa League er norske Molde FK. 

Af Jan Eliassen
F.C. København har to gange før mødt Molde FK, begge opgør var træningskampe. Det første møde ligger mange år tilbage, da kampen blev spillet i februar 1995. På trods af Michael Johansen, Iørn Uldbjerg og Lars Højer alle scorede, så endte Løverne alligevel med at tabe kampen med 3-5.

Den anden træningskamp ligger blot lidt over 2½ tilbage i tiden, for i februar 2010 mødtes F.C. København og Molde FK i den sidste puljekamp i Copa del Sol i Marbella. Mathias Zanka Jørgensen bragte F.C. København foran i kampens første halvleg, mens Cesar Santin med et mål i anden halvleg sikrede Byens Hold en 2-0 sejr.

Molde FK’s vej til UEFA Europa League
I sidste sæson endte Molde FK øverst i den norske Tippeliga, og sikrede sig dermed klubbens første norske mesterskab. Molde FK kom gennem sæsonens 30 kampe med 17 sejre, syv uafgjorte og seks nederlag og når pointene for den præstation blev lagt sammen, så var de 58 point nok til at sikre Molde FK titlen med fem point ned til Tromsø og yderligere fire point ned til Rosenborg BK.

Takket være mesterskabet var Molde FK dermed sikret en plads i kvalifikationen til UEFA Champions League. Molde FK trådte ind i turneringen i 2. kvalifikationsrunde, og her slog de i det første opgør FK Ventspils fra Letland med 3-0. Ugen efter fik de 1-1 i returkampen på udebane, og med sammenlagt 4-1 var de videre til 3. kvalifikationsrunde.

Her ventede FC Basel fra Schweiz, og eftersom schweizerne i sidste sæson havde sendt Manchester United ud af Champions League, så var det FC Basel der var favoritter til at gå videre. Det fact blev der ikke ændret på efter den første kamp, for hjemme i Molde tabte nordmændene med 0-1, og derfor skulle de vinde i Schweiz for at gå videre. Det lykkedes ikke – men for pokker hvor var det tæt på, og faktisk var det en tidligere FCK’er der var skyld i, at det ikke lykkedes for Molde at komme videre til play-off runden. Molde to føringen i 1. halvleg på et mål af Jo Inge Berget, og de holdt den helt frem til et kvarter før tid, før det lykkedes for FC Basels David Degen at få udlignet. I tillægstiden fik FC Molde ”den største af alle chancer”, for de blev tilkendt et straffespark, og her var det så op til Magne Hoseth at sikre Molde FK sejren – men desværre for Hoseth og Molde FK, så blev hans forsøg fra 11-meters pletten reddet af FC Basels keeper Yann Sommer.

Nederlaget sendte Molde FK videre til play-off runden i UEFA Europa League. Her skulle de op imod hollandske sc Heerenveen, og nordmændene fik en god start, da de hjemme vandt med 2-0 på scoringer af Magnus Eikrem og Mattias Moström. I returkampen gik det næsten lige så godt, for her sikrede Jo Inge Berget og ”vores” Pape Paté Diouf Molde FK en 2-0 føring, og først i det 90. minut kom sc Heerenveen på måltavlen. Dermed var Molde FK sikkert videre til gruppespillet i UEFA Europa League med en samlet sejr på 4-1.

Sæsonen 2012/13 for Molde FK
I den igangværende sæson har Molde FK stadig gode muligheder for at genvinde mesterskabet. Der er spillet 22 af de 30 runder, og Molde FK og Strømsgodset ligger side om side på 1. pladsen med 44 point. Det er et point mere end Rosenborg BK, der altså presser på for at snuppe endnu et norsk mesterskab.

Om det lykkes for Molde FK at genvinde mesterskabet er jo ikke til at vide, men i slutningen af oktober kommer man nok svaret meget nærmere, for i 26. og 27. runde møder Molde FK først Strømsgodset ude og så Rosenborg BK hjemme.

Den farligste mand hos Molde FK i Tippeligaen er Davy Claude Angan fra Elfenbenskysten. Han har i sæsonens 22 første ligakampe scoret 12 mål, og i sin tid hos Molde FK er han noteret for 33 træffere i 100 kampe. Men baseret på de europæiske kampe, så er Jo Inge Berget også en mand der skal passes på. Ud over målene mod FC Basel og sc Heerenveen, så har han scoret seks mål i Tippeligaen, og så sent som i lørdags, var han manden der sikrede Molde FK en 1-0 sejr over Haugesund.