Mads Roerslev

Mads Roerslev solgt til Brentford FC

F.C. København har solgt Mads Roerslev til den engelske Championship klub, Brentford FC med øjeblikkelig virkning.
 

20-årige Roerslev har spillet i F.C. Københavns talentafdeling og fik sin førsteholdsdebut i 2016 i en pokalkamp mod Jammerbugt FC og er samlet noteret for 13 førsteholdskampe.

- - - -

”Mads er helt sikkert en spiller med et godt potentiale, men han har været uheldig med nogle omstændigheder i sin tid her," siger manager Ståle Solbakken.

"Hans udlejninger forløb desværre ikke, som hverken vi eller Mads ønskede, og derfor har han haft svært ved at udvikle sig gennem kontinuerlig kamptræning."

"Samtidig er konkurrencesituationen på hans position som højre back ekstremt hård i FCK, så derfor er det godt for ham med en frisk start et nyt sted. Vi ønsker ham alt muligt held og lykke i England,” slutter Ståle.

- - - -

Mads Roerslev ser frem til at prøve sig af i en ny klub:
 
”Jeg har været glad for min tid i FCK, hvor jeg har spillet med fantastiske spillere i hverdagen og haft dygtige trænere. Men jeg er også på et punkt nu, hvor jeg virkelig har brug for at spille en masse kampe, og det bliver svært i FCK."

"Derfor er det en god løsning, at jeg har fundet en klub, der kan give mig den mulighed, og hvor jeg kender folk som Brian Riemer og Luca Racic allerede."

"Jeg vil gerne sende en stor tak til alle i klubben og til Talentafdelingen. Jeg kommer til at savne hverdagen på anlægget, hvor jeg har været i mange år, men jeg føler, at dette er det rigtige for mig nu,” siger Mads Roerslev.

- - - -

Alle i FCK takker Mads for hans indsats for klubben og ønsker ham alt det bedste i fremtiden.