LØVERNES KONGE 1:2

TV3 torsdag 6. december kl. 19.30 sendes 1. del - efter Brøndby - Parma-kampen

TV3 søndag 9. december kl. 20.00 sendes anden del - efter livekampen BIF - FC København og Onside.


En af de danske fodboldklubber, der oftest er i mediernes søgelys, er den professionelle overbygning FC København. Manden bag "løverne" og klubbens succes sidste år med et dansk mesterskab som synligt bevis, er direktøren for aktieselskabet PS&E, Flemming Østergaard.

Langt de fleste fodbold-interesserede har en klar holdning til manden, der i den ene lejr kaldes visionær og et stærkt aktiv for dansk fodbold, mens en anden lejr mener, han er alt for alt for forretningsminded og har mistet klubfølelsen i jagten på at gøre fodbold til en givtig forretning samt sikre, at dansk fodbold på klubplan kan etablere sig blandt Europas bedste.

Men hvem er Flemming Østergaard egentlig og hvordan er hverdagen skruet sammen for både ham og spillerne i det ene af dansk fodbolds flagskibe? Er FC København en forretning uden hverken klubfølelse eller evnen til at hjælpe bredden i dansk fodbold?

Spørgsmålene og holdningerne til både klubben og direktøren er mange og ofte vidt forskellige, alt efter, hvem man spørger. Men den bedste til at svare er og bliver manden selv - og måske kan ikke mindst hverdagen hos de danske mestre i fodbold bidrage med flere facetter til helhedsbilledet.

Derfor har TV3-sportens Carsten Werge sammen med de to fotografer, Ole Pedersen og Kasper Norup, mandsopdækket Flemming Østergaard og FC København de sidste fire måneder - med både kameraer og mikrofoner. Det er sket i et forsøg på at komme om bag facaden og ikke mindst dagligdagen i klubben og finde ud af, hvordan den karismatiske direktør, der af fanskaren er døbt "Don Ø", egentlig er.

- Vi har fulgt manden bag FC København for at beskrive livet i - og omkring - en storklub som FC København - og altså med Østergaard som hovedpersonen. Det er der kommet to ganske overraskende og enestående sportsdokumentar-udsendelser ud af. Vi og seerne er med på tætteste hold, da Flemming Østergaard eksempelvis pludselig må tage afsked med træner Kent Karlsson, som ikke kunne stå for presset i FCK.

- Vi er med, da Østergaard forsøger at overtale Thomas Rytter til kontraktforlængelse. og vi er med, da sydafrikanske Zuma pludselig får en uventet gave - en dyr Mercedes som tak for spillerens gode arbejde på grønsværen, fortæller manden bag udsendelserne, Carsten Werge.

- Vi og seerne er også med under de store kampe, FC København har spillet i dette efterår. Vi er med i det tidligere Jugoslavien, hvor ledelsen går til en totalt surrealistisk middag med krigsforbryderen Arkan's enke, vi er med under braget mod italiensk SS Lazio, ligesom vi er "flue på væggen" under de to kampe mod Ajax Amsterdam. Og vi redigerer til det sidste, idet seerne også får mulighed for at komme med bag kulisserne til den sorte aften mod Borussia Dortmund i Parken i går, fortæller Carsten Werge.

De to programmer tager også seerne med ind bag begivenheder i klubben, der er så følelsesladet, at det absolut ikke er hverdagskost, at en professionel fodboldklub åbner sine døre så vidt. Seerne er eksempelvis med hele vejen, da Kent Karlsson og Flemming Østergaard forsøger at undgå et regulært følelsesmæssigt sammenbrud både før, under og efter det officielle pressemøde, hvor kent Karlsson trækker sig efter kun kort tid som træner. Seerne er ligeledes med, da trænerafløser Hans Backe afhentes i al hemmelighed i Københavns lufthavn...og vises rundt på sin nye arbejdsplads.


Programmerne følger med på forreste række før, under og efter storkampene mod Lazio, Ajax, Brøndby m.m. og programmerne følger den daglige forretningsgang i FCK - møderne med topcheferne, sportsdirektøren, spillerne, rockkoncerter, dagligdagens henvendelser til klubbens kontor osv osv.

TV3 vil ganske ubeskedent selv kalde disse to programmer for helt usædvanlige og stærke. Seerne kommer med ind bag facaden i en professionel fodboldklub på hidtil uset facon og fodboldkendere vil se nye facetter af en oftest meget gennemdiskuteret verden. Mon ikke diverse debatfora for fodboldtilhængere efter disse to programmer vil gløde af debatter for og imod både FC København og måske ikke mindst den karismatiske direktør, Flemming Østergaard.