Løverne er landet i Dublin

Løverne er landet i Dublin

af Torkil Fosdal

De københavnske løver er landet i Dublin efter en stille og rolig flyvetur fra København på 2 timer og et kvarter, men desværre blev afgangen forsinket en lille halv time på grund af travlhed i lufthavnen. Det betyder dog ikke det helt store i programmet for truppen, der har budt på frokost på hotellet og herefter hvile på værelserne, inden man i aften skal træne på Shamrock Rovers' hjemmebane Tallaght Stadium.

Stadion ligger i øvrigt så tæt på hotellet, at man kan se derover! Rent geografisk er vi et stykke syd for centrum af Dublin, som dog kan nås med en køretur på ca. 20 minutter. Der bliver dog ikke lejlighed til sightseeing for de danske mestre, så det må de overlade til den gruppe af sponsorer og fans, der også var med flyet her til formiddag.

FCK.DK er klar med lidt mere nyt først på aftenen, når holdet har overstået den obligatoriske træning på det, der i UEFA-sprog hedder "Matchday minus one". Den finder sted kl. 18 lokal tid, dvs kl. 19 dansk tid.