William Kvist

Kvist: Op på hesten igen

Fredag formiddag var hele truppen igen samlet på træningsbanen, og William Kvist så væsentlig mere frisk ud, end på den lille video han lagde på sin Facebook-side i onsdags...

"Ha-ha, det var nu mest fordi jeg ikke have sovet så meget. Halvdelen af gruppen blev i Dublin og fløj først hjem næste dag, men vi andre fløj hjem lige efter kampen. Men vi hyggede os, især i omklædningsrummet lige bagefter, som man også har kunnet se på diverse billeder. Men ellers var det ikke så vildt," forsikrer kaptajnen, inden han vender blikket mod Haderslev. 

"Nu er det alvor igen i Superligaen, så vi skal op på hesten igen og gøre os klar til kampen på søndag. Vi skal jo bare samle så mange point som overhovedet mulig, og vi tager selvfølgelig også til Haderslev efter alle tre."

"Man skal i hvert fald have stor respekt for det, de har lavet over en lang årrække. Det er blevet en solid Superliga-klub, som efterhånden har ligget fri af nedrykning i lang tid, og som senest også voldte os problemer, da vi mødte dem i Telia Parken tidligere på sæsonen," siger William.

Efter en periode uden sejre kom sønderjyderne på sejrskurs, da de senest vandt 3-0 i Odense. Der er kick-off i Haderslev søndag kl. 16 - og som du kan læse andetsteds bliver det for første gang i vores nye 3. trøje.