Klubmarch

Kom med til Klubmarch før Randers-kampen

Spillere, fans og alle andre F.C. Københavnere går igen sammen i Klubmarch på lørdag, når vi møder Randers FC i sæsonens første hjemmekamp i 3F Superliga.

Marchen starter på Kongens Nytorv med mødetid kl. 12.00 og er igen arrangeret af vores officielle fanklub, FCKFC, med opbakning fra Sektion 12 samt F.C. København - og med deltagelse af fans i alle aldre, partnere, spillere og ansatte i klubben. 
 
Respekt for byen og københavnerne
Arrangementet er for alle og skal afvikles i god og hyggelig stemning med respekt for byen og de øvrige københavnere.

Derfor opfordrer vi til, at man rydder op efter sig undervejs, og at der ikke bliver affyret fyrværkeri på turen mod Parken.

Håber på en fantastisk dag 
Lars Thor, formand for FCKFC, fortæller om initiativet:

“Vi ser Klubmarchen som en fantastisk mulighed for at markere sæsonens første Superliga-hjemmekamp sammen med klubbens mange fans og ikke mindst klubbens spillere, stab og ansatte."

"Traditionen fik en flot start sidste sæson, hvor der var rigtigt mange med, og vi håber, at det igen bliver en fantastisk dag for alle FCK-fans, hvor vi styrker fællesskabet mellem fans og klub yderligere.”

Der er også arrangeret en march af FCKFCs De Unge Løver, der mødes på Østerport kl. 12.30 og følges med den øvrige march derfra. Her giver Carlsberg også en sodavand til alle deltagere. 

En ny tradition
For klubben er det et vigtigt element i vores identitet, at relationen mellem F.C. Københavnere er tæt, uanset om man er fan, spiller eller ansat i klubben.
 
Derfor glæder vi os meget til at fylde de københavnske gader med hvide trøjer til endnu et hyggeligt event, og vi håber ikke mindst at se masser af familier og børn deltage, da vi i høj grad ønsker, at det er en familiebegivenhed.

Program for klubmarchen lørdag den 5. august
Tid: kl. 12.00
Mødested: Kongens Nytorv
Afgang: kl. 13.15
Ruten: Bredgade / Dag Hammarskjölds Allé / Østerbrogade / Trianglen / Øster Allé / Parken
Ankomst ved Parken: kl. 13.45.

>> Har du ikke plads til kampen? Find den her