Morten Boesen

Klublæge Morten Boesen tiltræder som forbundslæge i DBU

F.C. Københavns klublæge, Morten Boesen, tiltræder i en nyoprettet stilling som forbundslæge hos DBU, hvor han skal have ansvaret for den røde tråd i DBU’s sundhedsarbejde på alle landshold. Han fortsætter samtidig sit arbejde i F.C. København.

”Morten skal sikre den røde tråd i DBU’s sundhedsarbejde, og været garant for, at vi altid håndterer behandlingen af vores bedste mandlige og kvindelige spillere ens og på højeste niveau. Det kræver dyb indsigt i vores verden, og her er vi heldige at sikret en aftale med Morten,” siger DBU's fodbolddirektør Peter Møller.

45-årige Morten Boesen har siden 2004 været en del af F.C. Københavns sundhedsstab, som han har ledet siden 2009. Og han vil med aftalen fortsat være tilknyttet klubben sideløbende med arbejdet i DBU.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med staben og spillerne på Herre A-landsholdet samt med mine andre kollegaer på de øvrige landshold. Fra mit arbejde i FCK kender jeg allerede rutinerne på et hold, og er via de europæiske kampe vant til det set-up, som er på et landshold. Jobbet som landsholdslæge er muligt på grund af landsholdspauserne i klubberne, så når jeg er på rejse med DBU’s landshold, hjælper min bror Anders, som også er læge, med arbejdet i FCK. Relationen til klubberne er essentiel i arbejdet som forbundslæge, og den relation bliver kun styrket via mit fortsatte arbejde i F.C. København,” siger Morten Boesen.

Fakta om Morten Boesen:
Tilknyttet F.C. Københavns sundhedsstab siden 2004
Cheflæge i F.C. København siden 2009, hvor han udover behandling også står for kirurgiske indgreb
Speciallæge i ortopædkirurgi med speciale i sportskirurgi
Overlæge på Sjællands Universitetshospital i de sidste 5 år og arbejder aktuelt på privathospitalet Aleris-Hamlet Parken
Siden 2005 ejer af sportsdiagnostisk klinik med speciale i at udrede og behandle sportsskader