Kasper Kusk: Vi skal holde fokus

Maksimumpoint er det blevet til i de tre første opgør for Løverne. Søndag venter SønderjyskE i et opgør, som vores ligatopscorer med tre mål, Kasper Kusk, ser frem til med optimisme, om end han advarer mod at undervurdere sidste års sølvvindere. 

- Vi er selvfølgelig godt tilfredse med, at vi har sikret klubben et gruppespil, men vi skal naturligvis holde fokus på den hjemlige turnering også. Nu gælder det SønderjyskE, hvor jeg har spillet mange gange. Og jeg har nærmest aldrig haft helt vildt gode oplevelser dernede fra. Det er svært at spille mod dem, og græsset er langt, og der er ikke noget vand på banen. Men det ved vi, fortæller Kasper Kusk og fortsætter.

- SønderjyskE har også haft en svær kamp i Europa League, så måske de er lidt hårdt ramte, når vi kommer derned for at møde dem. Men vi skal selvfølgelig bare køre videre med samme energi, som vi har gjort i ligaen og i sæsonen hidtil – og så skal vi nok få leveret en god præstation. Vi skal holde fokus på vores eget spil og vores styrker. Og få bolden til at køre godt rundt og få dem til at løbe. Så skal vi nok komme til en masse chancer også. Det er jeg ikke i tvivl om. 

Kampen fløjtes i gang kl. 16.00.