Roony Bardghji

Kampreferat: Yngste Derby-målscorer sikrede point i 98. minut

De to hold
Vi indledte i samme 3-4-3-formation som i tirsdagens Manchester City-kamp, bortset fra at Ísak Jóhannesson startede i stedet for karantæneramte Hákon Arnar Haraldsson. Brøndby havde Kevin Tshiembe i karantæne, og i stedet spillede Sigurd Rosted.

Der var både fuldt og gult hus på Brøndby Stadion, da vores fans ikke havde adgang på grund af de sikkerhedsmæssige forhold. https://www.fck.dk/nyhed/ingen-fck-fans-til-naeste-derby En ærgerlig beslutning, som en gruppe fans tidligere på dagen demonstrerede mod i god ro og orden foran Divisionsforeningens kontorer i Brøndby.

Holdet samles foran det tomme udeafsnit i Brøndby


Skidt københavnsk start
Brøndby satte sig på kampen fra start med aggressivt presspil - og tre frispark i de fire første minutter – og inden vi for alvor kom i gang, var Slimane tæt på at score efter et hjørne i 6. minut, men headede lige på Grabara.

Det var en advarsel om at passe på deres dødbolde, men tre minutter senere gik det galt. De fik hjørne efter en skæv Stamenic-clearing, og tæt under mål kom Omoijuanfo først på bolden og headede den ind via indersiden af den fjerneste stolpe.

Uden at komme til flere chancer, så dominerede Brøndby indtil midten af 1. halvleg, men det var også på en billig baggrund, for vi bød ikke på særlig meget modstand i den periode.

Valdemar Lund


Løverne arbejdede sig ind i kampen
Vi begyndte dog så småt at blive bedre på bolden og arbejdede os på den måde ind i kampen, men stadig uden at være farlige oppe foran. Oftest forsøgte vi i venstre side, og Daramy kom også forbi en gang imellem, men så lå pasningerne i feltet ikke som de skulle.

Omkring den halve time havde vi vores første afslutning, da Valdemar Lund sendte et skruet langskud forbi det fjerneste målhjørne, men Mads Hermansen havde styr på retningen.

Efter at Brøndby i en længere periode ikke rigtig havde haft noget offensivt, fik Omoijuanfo en stor skudchance i 37. minut, efter Riveras havde tacklet bolden fra Jelert og slået et indlæg, som Boilesen ikke clearede langt nok væk. Grabara dykkede dog godt ned og holdt nordmandens afslutning.

I nogle typiske Derby-minutter fik Hedlund gult kort for en albue i nakken på Daramy, og Victor Kristiansen for en lille hævnakt på Hedlund. Et skænderi og tilløb til lidt håndgemæng inden en dødbold kostede også gule kort til Lerager og Rosted, der så lige uforstående ud – men det kom siden til at koste Rosted dyrt…

Lukas Lerager


Friløber til Ísak
I det 42. minut var vi centimeter fra udligning, da Ísak Jóhannesson stjal bolden fra en uopmærksom Blas Riveras midt på deres halvdel, men islændingens flade inderside-aflevering strøg tæt forbi den fjerneste stolpe – og han kunne i stedet have lagt bolden på tværs til den helt fri Daramy.

Ísak Jóhannesson


Taktisk ændring i pausen
Neestrup ændrede efter pausen over til en fire-mands bagkæde, som trænerne allerede havde overvejet tidligere i kampen, så Orri Óskarsson kom ind for Valdemar Lund, og desuden kom Christian Sørensen ind for Victor Kristiansen.

Vi kom godt ud til 2. halvleg, og allerede efter få minutter overraskede Christian Sørensen Brøndby-forsvaret med et kort hjørne Daramy, som dog skruede bolden forbi fjerneste stolpe.

I den anden ende var Hedlund lige ved at lave ravage, da han snuppede bolden fra Sørensen, men Boilesen kom til undsætning og afværgede situationen.

Spillet bølgede nu frem og tilbage, og i 51. minut brød Stamenic et Brøndby-opspil på deres halvdel, men da Claesson fyrede af lige uden for feltet, blokerede de med det samme.

Viktor Claesson


Spillet bølgede frem og tilbage
Nogle minutter senere chippede Slimane bolden ind i vores felt, hvor Hedlund nåede at prikke den mod mål, men Grabara var godt ude og afværge.

Grabara var mindre heldig i 56 minut, da han sparkede en bold lige ud til Omoijuanfo uden for vores felt, men polakken snuppede den efterfølgende afslutning.

Minuttet efter var Orri Óskarsson ved at trække sig fri til skud i deres felt, men blev tacklet, og yderligere to minutter efter headede Slimane en Wass-dødbold på tværs foran vores mål, som Omoijuanfo herefter sendte forbi mål.

Orri Óskarsson


I 63. minut forlængede Lerager et hjørne mod fjerneste stolpe, hvor bolden desværre lå en anelse for højt til Claesson, som headede over.

Kampen var nu præcis så åben og livlig, som det lyder, men de helt store chancer fik vi ikke – og vi havde endnu ikke selv haft et skud inden for Brøndbys målramme.

Grimt Boilesen-uheld
I 69. minut kom Roony Bardghji ind for Stamenic og gik ud i højre side, mens Jóhanesson trak ind på midten, og minuttet efter blev vi desværre tvunget til endnu en udskiftning. Boilesen tog et rush op ad banen og på vej ind i Brøndby-feltet kom Wass på tværs og kantede ham kraftigt, så han fik et grimt vrid i knæet.

Nicolai Boilesen


Spørgsmålet er, om han ikke skulle have haft straffe, men hvad værre var, så måtte han bæres fra banen med store smerter i knæet og blev erstattet af Kevin Diks.

Vi kæmpede ufortrødent videre, og Roony var involveret i et par gode opspil, hvor han både sendte en afslutning et stykke forbi mål og sendte Jelert afsted i højre side, hvor hans indlæg manglede præcision.

Viljen fejlede ikke noget, og med syv minutter igen var Slimane nede med krampe i længere tid, så fjerdedommeren måtte bruge fingrene på begge hænder for at holde styr på tillægstiden.

Desværre havde vi endnu ikke haft en afslutning på mål, og da vi nærmede os de 90 minutter, så det ud til, at Brøndby fandt nye kræfter og holdt spillet langt væk fra den alt for arbejdsløse Hermansen.

Jacob Neestrup


Otte minutter lagt til
Men der stod plus otte minutter på tavlen, da vi rundede de 90 minutter, og vi mobiliserede de sidste kræfter til at jage en udligning. I 92. minut var Claesson tæt på at trække sig fri i feltet, men Rosted fik lige akkurat foden på bolden.

To minutter senere førte et langt Sørensen-indkast til, at Diks fandt Claesson foran mål, hvor han firsttimede fladt mod mål – men også lige på Hermansen.

Det lignede ikke en dag, hvor det ville lykkes for os, men i 95. minut kom der uro i Brøndbys geledder, da Rosted ulovligt bremsede Roony i et kontraløb – og nordmandens andet gule kort betød, at Brøndby måtte slutte med ti mand.

Roony Bardghji


Roony-udligning i 98. minut
Nu var det hektisk og Lerager testede Hermansen med et hovedstød på en dødbold, men var offside forinden. Sekunderne tikkede afsted, men netop da alt håb syntes ude, slog vi til i 98. minut.

Orri og Roony headede bolden videre ned mod Brøndby-feltet, hvor Claesson brysttæmmede bolden og lagde den til rette for Roony i feltet, og den unge svensker tæmmede den med højre og hamrede den usvigeligt sikkert ind med venstre bag Mads Hermansen - og blev dermed den yngste målscorer i et Derby.

Roony Bardghji


En kæmpe forløsning, for selv om vi har hårdt brug for sejre til at hale ind på topholdene, så siger det sig selv, at ét point er bedre end nul. Og fodbold handler ikke kun om point, men også om følelser, og når man stjæler sejren fra Brøndby i 98. minut, så kan man godt få et lille smil frem på løvernes læber.