Kampreferat: Trist tidlig pokal-exit

Ståle og trænerteamet gav genvalg til de 11, der indledte så godt mod Shakhtar Donetsk i den seneste testkamp, og det betød at den senest ankomne Viktor Fischer indledte på bænken.

Løverne kom godt ud til kampen og efter få minutter fyrede Robert Skov op under en forrygende kontra, hvor Falk kom en anelse for sent da Pavlovic headede Skovs indlæg på tværs af mål. Kort efter var Skov på færde igen og spillede Falk flot i feltet, men det endte kun med hjørne.

Men efter de første ti minutters tid kom Brøndby mere og mere på bolden, men uden at de blev rigtigt farlige. Farlig var Pukki dog midt i halvlegen, da Boile lagde en bold tilbage til Robin, hvorefter Pukki løb forbi Boilesen og hamrede skulderen rent ind på hans kæbe - tilfældigt, ifølge dommer Tykgaard, men selv Peter Graulund var bagefter ikke i tvivl om, at den var til rødt, og han ved hvad han taler om!

Det kunne måske have ændret kampbilledet, og det kunne det også lidt efter, da Skov fik en ganske god skudchance i feltet efter et clearet Ankersen-indlæg, men han fik ikke ordentligt træf, så hans inderside sad lige på Rønnow.

I stedet gik det galt i den anden ende… Bengtsson fik ikke stoppet en Brøndby-fremlægning, og energisk, men også lidt tilfældigt fik de slået bolden ind midt for mål, hvor Wilczek bankede bolden i netmaskerne, selv om Ankersen forsøgte at kaste sig ned og blokere.

Resten af halvlegen fik vi dog godt fat i spillet, og på et Bengtsson-indlæg kom Pavlovic godt op mellem Röcker og Jung, men headede lige over mål.

Viktor Fischer fik debut fra 2. halvlegs start, da han kom ind i stedet for Pieros, og efter fem minutters spil kunne og burde det være blevet 1-1. Ankersen slog en bold på tværs, hvor Falk havde tomt mål og bare skulle sætte foden på fra få meters afstand, men nej… 

Minuttet efter afsluttede Tibbling en farlig Brøndb-kontra fra kanten af feltet, men bolden blev snittet til hjørne. Ellers stod der FCK på kampen, hvor vi fik lagt udmærket tryk på gæsterne, og kort før uret rundede en time diskede Viktor Fischer op med en fantastisk detalje. Fra midten af egen halvdel drev han uimodståeligt bolden frem, forbi den ene modstander efter den anden, for til sidst at gå gå omkuld i feltet. Det var svært at se i øjeblikket, om der var straffe, men TV-billederne viste, at han ikke blev fældet, men faldt.

Lidt efter havde Rønnow lidt problemer med et Lüftner-hovedstød efter hjørne, men herefter blev der længere mellem vores farlige angreb, og kampen blev mere rodet med en del frispark og spilstop. 

Med et kvarter igen fik Mukhtar en god skudchance, som Robin dog parerede, og stille og roligt overtog de spillet igen, mens vi så ud til at mangle lidt kræfter. Mod slutningen kom Gregus og Vavro ind for Falk og Ankersen, men vores offensive satsning var ved at koste i overtiden, da Pukki slap helt fri, men sløsede med afslutningen, så Kvist kunne nå på tværs og afværge.

I stedet fik vi en allersidste chance med en dødbold lige uden for feltet - og på kampens sidste spark var det kun centimeter fra, at Robert Skov havde skruet den ind ved den fjerneste stolpe, men den strøg tæt forbi på den gale side.

Dermed røg den "nemme" vej til europæisk fodbold næste sæson... og der er ikke andet at gøre end at komme op på hesten igen på lørdag, når det går løs i Superligaen. Mod hestene fra Randers.