Denis Vavro

Kampreferat: Sikker sejr over Viborg - og endnu et vildt Vavro-mål

De to hold
Vi skiftede tre fra start-11’eren i forhold til onsdagens succesfulde Champions League-playoff: Roony, Óskarsson og Achouri startede i stedet for Elyounoussi, Larsson og Claesson, så holdet var: Grabara – Jelert, Vavro, Diks, Meling – Lerager, Falk, Diogo – Roony, Óskarsson, Achouri

Viborg skiftede to på midtbanen, Magnus Westergaard og Jamie Jacobs i stedet for Jakob Bonde og Mads Søndergaard.

Velkomst til Mateo Tanlongo
Mateo Tanlongo blev budt velkommen af Fanklubben før kickoff. Foto: Anders Kjærbye, Getty Images


Tidlig Roony-scoring
Viborg indledte med et par hjørnespark og en skudchance i feltet til Ibrahim Said, men snart begyndte vores offensiv at folde sig ud, og så gik det stærkt.

Diogo vendte rundt uden for feltet og inviterede Lucas Lund til en TV-redning, og kort efter snød han to mand – Diogo, altså – og spillede Orri Óskarsson fri i feltet, men Lund gik godt ud og blokerede skuddet.

Siden fulgte en god kontra, hvor Óskarsson ikke fik lagt bolden ud til Roony i højre side, men vi fastholdt trykket, og i 8. minut tordnede Kevin Diks et langskud på trekantsammenføjningen!

Viborg øjnede en chance for at spille sig ud af presset, men i et hidsigt genpres fra Lerager, Jelert og Roony erobrede vi bolden igen, hvorefter Roony fik et tilbud, han ikke kunne sige nej til.

Ingen gik nemlig for alvor til ham, da han trak ind fra venstre, og så fik han plads til et af sine signatur-mål, hvor han med et præcist venstrefods-spark placerede bolden nede i det ene hjørne af målet.

Det faldt lidt senere, end da han åbnede scoringen mod Silkeborg for et par uger siden, og da vi siden slap foden lidt fra gaspedalen, fik flere nok den samme tanke: denne gang skulle vi holde fast, score flere mål, og undgå at gæsterne kom tilbage i kampen.

Periode uden chancer
Det lykkedes også, undtagen det med at score flere mål inden pausen. Viborg havde dog en del spil frem mod den halve time, men hverken de eller vi kom til chancer.

Omkring den halve time gjorde Said sig grundigt upopulær blandt vores fans, da han smadrede voldsomt ind i Birger Meling nede i det ene hjørne, og dommer Putros’ popularitet steg heller ikke, da han trak gult, mens fansene så rødt.

Til gengæld fik vi nu godt gang i vores offensiv igen, og som Neestrup formulerede det bagefter: vi mistede initiativet, men aldrig kontrollen.

Gang i offensiven igen
Orri satte Jelert godt op i højre side, men vi kom ikke til afslutning på hans indspil i feltet, og det samme gjaldt, da Meling blev spillet godt til baglinjen i modsatte side, hvor forsvaret kom først på indlægget tæt under mål.

Lerager havde et hovedstød lige på Lund,og på blokken noterede vi også et fint Roony-indlæg, som var en anelse for højt til Orri, og et godt Diogo-langskud, som Lund halvklarede.

Orri Óskarsson
Orris chance tidligt i kampen. Foto: Anders Kjærbye, Getty Images


Jo, Viborg var under pres resten af halvlegen, og det absolutte højdepunkt kom efter 42 minutter. Kamil Grabara plukkede et Oliver Bundgaard-indlæg og kylede kuglen op over midterlinjen, hvor Achouri stormede ned mod feltet, afdriblede Bürgy – men afsluttede lige på Lucas Lund.

Pauseføringen på 1-0 var fortjent – og for lille. Det blev der sikkert talt om i omklædningsrummet, men blandt strategier for 2. halvleg, var langskud fra 35 meter næppe øverst på Neestrups liste.

Vavro gjorde det igen!
Det vidste Vavro bare ikke, så efter to minutters spil tog han chancen fra nævnte distance og tordnede et dykkende langskud i nettet bag Lucas Lund, der så lige så forbløffet ud, som alle andre.

Keeperen nåede ikke engang at løfte armene for at forhindre endnu en seriøs kandidat til Årets Mål, og han har måske tænkte som alle andre: det nummer kan han da ikke lave to kampe i træk. Men det kunne han.

Denis Vavro
Lukas Leragers udtryk siger det hele... Foto: Anders Kjærbye, Getty Images


Belært af erfaringerne fra 1. halvleg jagtede vi nu en hurtig tredje scoring, og i 54. minut var det tæt på. Cornelius, der i pausen afløste Orri, spillede Achouri fri i feltet, men igen reddede hans tidligere holdkammerat mellem stængerne.

Jagt på det tredje mål
Skudstatistikken lød nu på 8-0, og få minutter efter fik – eller rettere skabte - Achouri endnu en stor chance, da han elegant snød to mand på midten af banen og strøg ned mod feltet, men skød tæt forbi.

Elias Achouri
Elias Achouri var flere gange tæt på mod sin tidligere klub. Foto: Anders Kjærbye, Getty Images


Mens vi sendte nye offensive kræfter ind i form af Elyounoussi og Claesson for Achouri og Diogo, valgte de groggy viborgensere at styrke defensiven ved at skifte den høje frontløber, Anosike Ementa, ud med stopperen Srdjan Kuzmic, så de spillede med en fem-kæde nede bagved.

Det hjalp også lidt, men vi pressede stadig for en stund, og i 71. minut styrede Nicolas Bürgy et Jelert-indlæg på egen stolpe, og Cornelius fik ikke styr på returbolden, før Lund sikrede sig den.

Andreas Cornelius
Corner var klar til 45 minutters spilletid i dag. Foto: Anders Kjærbye, Getty Images


Roligt sidste kvarter
Men siden skete der ikke alverden, set med FCK-briller, men Viborg havde dog deres første og eneste skud på mål, da Jamie Jacobs i 77. minut afsluttede fra udkanten af feltet, men Grabara blokerede.

Det mest dramatiske var, da den netop indskiftede Jean Manuel Mbom hamrede en albue lige i hovedet på Falk. Falk kom dog på højkant igen, men blev kort efter udskiftet med Clem, og tidligere havde Jordan Larsson også afløst Roony.

Men det blev ved 2-0, hvilket også var fortjent, men for lidt. Set over kampen som helhed var det dog en klart godkendt præstation, som sender os på førstepladsen inden de to ugers landskamppause efter seks Superligasejre og et enkelt nederlag. Og et Champions League-gruppespil!

Rasmus Falk
Kaptajn Falk spillede sin Superligakamp nr. 200 for F.C. København. Foto: Anders Kjærbye, Getty Images