Pierre Bengtsson

Kampreferat: Så gik den ikke længere

De to hold
Michael Santos fik fra chancen fra start for første gang, og i forhold til torsdagens Riga-kamp var Pep Biel og Varela også nye, og de tre afløste Bartolec, Fischer (syg) og Holse (skadet). AaB stillede med samme 11, som slog AC Horsens 5-0 for en uge siden.

Der var sæsonrekord med 11.645 tilskuere i Aalborg, hvor man fejrede 20-året for mesterskabet i 1999, men en stor gruppe FCK-fans havde dog også taget turen til det nordjyske.

Lige første kvarter, indtil AaB scorede
Efter en offensiv AaB-indledning kom vi fint ind i kampen og kontrollerede tingene udmærket det første kvarter, hvor Rasmus Falk også kom til en ganske god hovedstødschance på et Varela-indlæg, men headede bolden over mål.

Det var således lidt tilfældigt, da AaB kom foran efter 18 minutters spil efter kampens første hjørne. Indlægget blev clearet, og et efterfølgende langskud rettet af, så det endte hos Kusk, som resolut bankede bolden fladt ind uden chance for Grytebust.

Men det gav AaB et stort skud energi, og det næste kvarters tid dominerede det spillet, men uden at komme til flere chancer. Siden kom vi okay med igen, og både Santos og Falk havde skud inden for rammen, som dog ikke voldte Jakob Rinne problemer, hvorimod Lucas Andersen var centimeter fra at øge til 2-0 på et flot sololøb fra midterlinjen, men sendte sin afslutning på stolpen, da han var alene med Grytebust.

Pep Biel sluttede halvlegen af med et hug lige over mål, og det blev spanierens sidste aktion, for efter pausen blev han afløst af Bjelland, og vi gik over til at spille 3-5-2.

Taktisk ændring efter pausen gav mere og bedre spil
Den taktiske ændring lykkedes i den forstand at vi tog godt greb i spillet og dominerede det første kvarter, men AaB var tættest på scoring, da Mikkel Kaufmann vristede sig fri af forsvaret og afsluttede på ydersiden af stolpen.

Også Lucas Andersen og Kusk testede Grytebust, som dog parerede begge afslutninger, men med tyve minutter igen var vi tæt på udligningen. Falk fandt Pieros i feltet med en fin fremlægning, men cyprioten fik ikke bolden under kontrol, så han kunne afslutte.

Kort efter ville Pieros gerne have haft straffe, da han blev tacklet bagfra i feltet, men Kehlet vinkede afværgende. Daramy og Bartolec afløste Santos og Varela, og vi pressede efterhånden mere og mere på, men da vi endelig kom til en stor chance (Daramy fandt Pieros ved fjerneste stolpe), blev der vinket offside.

Spændingen holdt sig, men udligningen udeblev
Spændingen holdt sig således, men vores stigende offensiv gav også blottelser bagude, og et minut før tid var Kaufmann igen tæt på, da Lucas Andersen spillede ham helt fri, men Grytebust parerede stærkt.

Til gengæld formåede vi ikke selv at komme til den chance, der kunne have givet i det mindste et enkelt point, så for første gang i denne Superligasæson gik vi tomhændede fra banen.

Chancerne var der, men vi må bare erkende, at AaB's chancer var større, og de var tættere på 2-0, end vi var på 1-1.

Nu venter en landskamppause, inden vi skal til Hobro den 15. september, og herefter venter to spændende hjemmekampe mod Lugano i Europa League den 19. og FC Midtjylland i 3F Superligaen den 22.