Denis Vavro forsøger et hovedstød

Kampreferat: Målløst i Moldova

Ståle og trænerteamet havde ændret på tre pladser siden lørdagens Silkeborg-sejr: Bengtsson og Kvist afløste Boilesen og Gregus, og oppe foran startede Pusic i stedet for den småskadede Pavlovic.

Hjemmeholdet lagde bedst ud og kom til et en rimeligt stor chance efter få minutter, da Jairo slap fri på et hurtigt indkast, men fra spids vinkel skød han fladt forbi den fjerneste stolpe.

Men efterhånden fik vi fat i kampen, og et godt hovedstod af Lüftner på et af mange hjørnespark blev reddet af en forsvarer lidt foran stregen. Kvist havde også et nærgående fladt forsøg, og efter et kvarters tid var Zeca tæt på med et hovedstød, efter Lüftner havde snittet et hjørne videre.

Sheriff levede mere og mere på kontra, og det blev aldrig rigtig farligt mod et påpasseligt FCK-forsvar. Periodevis gik det måske lidt langsomt i opspillet, kort før den halve time lignede det unægteligt et straffe til Kusk. Verbic fandt ham i fuld fart i feltet, men han blev på benene, da en forsvarer kantede ham, og det var måske hans “fejl”.

Alt i alt en glimrende københavnsk 1. halvleg på en bidende råkold aften med temperaturer omkring de 10 grader… og i en ikke voldsomt medlevende lydkulisse, hvor vores ca. 50 medrejsende fans ofte kom fint til orde.

Halvlegen sluttede ærgerligt med, at Pusic måtte udgå med smerter i siden af brystkassen. I stedet kom Falk ind på kanten, og Verbic gik op foran.

Efter pausen kom Sheriff væsentligt bedre ud, mens vi omvendt havde svært ved at finde de gode takter frem fra før pausen. Der var alt for mange fejl i boldomgangen, og det gav moldaverne mange kontramuligheder - men de manglede også skarphed i de sidste pasninger og afslutninger og tvang aldrig Robin til svære redninger.

Generelt var det nu en rodet og uskøn affære, hvor vores offensiv naturligt nok også led under fraværet af nu både Santander, Pavlovic og Pusic. For at dæmme op for den stigende Sheriff-offensiv, kom Boilesen ind i bagkæden, så vi spillede 3-4-2-1 med Falk og Verbic oppe bag Pieros.

Det gav mere ro nede bagved, og mod slutningen kom vi igen frem til lidt - Ankersen havde et godt, dykkende frispark, som desværre sad lige på keeperen, så han kunne bokse til hjørne. Og mod slutningen var det også lige ved og næsten, men det sluttede som det begyndte.

0-0 igen - og det er bestemt til at leve med mod det hold, vi nok kommer til at slås med om 2. pladsen. Men lad os se. Næste europæiske er ude mod FC Zlin, der her til aften kom hurtigt bagud 0-3 i Moskva, hvilket også blev slutresultatet.