Kampreferat: Indhopperne sikrede igen en sejr i stærk slutspurt
På endnu en sen slutspurt vandt F.C. København for tredje gang i træk, da Vejle blev besejret med 4-1.
De to hold
Bo Svensson skiftede tre fra sidste søndags sejr i Randers: Cornelius, Claesson og Hatzidiakos startede for Moukoko, Robert og skadede Gabriel.
Vejle-træner Claus Nørgård skiftede to fra mandagens 2-2-kamp i Fredericia, Mike Vestergård og Christian Gammelgård for Valdemar Lund og Bismark Edjeodji.
Valget af de vores frontløbere, der begge startede inde for blot anden gang i årets 13 kampe, handlede især om det forventede kampbillede på en bane, som Corner efter kampen karakteriserede som en kartoffelmark.
Tidlig Corner-scoring
Men da havde den store angriber også god grund til at have det store smil fremme, ligesom han havde allerede i femte minut, hvor han bragte løverne foran 1-0.
Mads Emil Madsen slap fri nede i venstre hjørne og slog et fornemt indlæg tæt under mål, som Corner firsttimede ind bag Igor Vekic.
Minuttet efter skød Lasse Nielsen forbi på en ganske god skudchance efter et langt indkast, men ellers dominerede vi spillet i det første kvarters tid med et højt og aggressivt genpres og flere gode angreb.
Udligning i 18. minut
Men Vejle kom tilbage i kampen i det 18. minut, da Andrew Hjulsager slog et langt indlæg mod bageste stolpe, hvor Lasse Flø ret uhindret løb frem og headede bolden i mål.
Siden blev kampen mere jævnbyrdig, men stadig med et københavnsk boldovertag på den ujævne grønsvær, hvor bolden hoppede og dansede og bestemt ikke indbød til tekniske finesser.
Til gengæld var Cornelius stærk i rollen som opspil-station på de høje bolde, som vi sendte frem over banen, men det kneb for os at komme til chancer.
Flere chancer før pausen
Det gjorde Vejle til gengæld i slutningen af halvlegen, så de havde mest grund til at ærgre sig over, at det stadig stod 1-1 ved pausen – selv om vi også var tæt på til sidst.
Først havde Kotarski problemer med et lumsk skud fra Gammelgård, der studsede skævt i græsset, men kroaten fik fat i bolden i to forsøg. Og i 41. minut var vi decideret heldige, da López gled i eget felt og Gammelgård spillede Duelund helt fri tæt under mål, men han prikkede halvlegens største tilbud forbi mål.
I den anden ende var Clem tæt på at komme på tavlen for tredje kamp i træk, men det forhindrede Vekic med en flot refleksredning. Cornelius prikkede herefter bolden over stregen, men det blev annulleret for en offside – som bedømt på længden af VAR-tjekket må have været hårfint.
Vanskelige vilkår
Efter pausen blev vilkårene endnu vanskeligere, da det begyndte at styrtregne, og som halvlegen skred frem, var det ikke nogen flot fodboldkamp, men vi havde ganske godt styr på kampen og tillod ikke Vejle at komme til lige så meget som i slutningen af 1. halvleg.
En af vores egne muligheder kom i 53. minut, da et Elyounoussi-frispark blev snittet videre til Zanka ved fjerneste stolpe, men den var svær at få ram på, og han flugtede den over mål.
Efter en times tid strøg et afrettet Christian Sørensen-skud ubehageligt tæt forbi Kotarskis mål, men ellers havde de ikke rigtig noget.
Efter en god time sendte vi Dadason på banen for Cornelius, hvilket var logisk nok i forhold til at have en høj og fysisk opspil-station.
Indhopperne og det sidste kvarter
Men der begyndte først for alvor at ske ting og sager, da vi i 75. minut sendte Robert og Geovanni Ndjee ind for Claesson og Jordan, for de kom med en fart og pågåenhed, som snart voldte vejlenserne problemer.
Yderligere problemer, skal man måske tilføje, for de kunne jo ikke rigtig bruge endnu en uafgjort til noget, hvis de skulle holde liv i det spinkle håb om en ”escape act” i de sidste fem runder.
Geovannis første mål
Et point havde selvfølgelig været bedre end ingenting, men vi ville det anderledes. I 83. minut brød Suzuki et Vejle-opspil, og Mads Emil Madsen løftede bolden ind i højre side af feltet, hvor Robert tog et godt løb – og optimistisk lagde bolden hårdt på tværs foran mål.
Vekic slog den ud i feltet, og der var Geovanni næsten bogstaveligt talt på pletten, kastede sig ned og knaldede kuglen i kassen til sit første mål i F.C. København-trøjen.
Det var i øvrigt præcis samme minut, som Claesson sidste søndag udlignede i Randers med sit indskifter-mål, og nu var vi godt i gang med endnu en sen afgørelse.
Dadason til 3-1
Vejle var samtidig nødt til at satse og sendte stopperen Lasse Nielsen frem i offensiven, men det gav huller bagude, som vi fornemt udnyttede i 88. minut. López slog en god bold i dybden, som Dadason løb helt fri på – og med en hård og velplaceret inderside bankede han bolden over i det lange hjørne til 3-1.
Rødt kort og endnu et Geovanni-mål
Det punkterede kampen definitivt, men de fire minutters tillægstid var stadig nok til både to advarsler, et rødt kort – og endnu et mål.
Synderen var den indskiftede georgier Giorgi Tabatadze, som først fik en advarsel for at fælde Robert – og ti sekunder senere fik han én mere for helt tåbeligt at skubbe Robert omkuld i et spilstop nede i hjørnet.
Mens han luskede over mod omklædningsrummene efter sin anden udvisning denne sæson, så skruede Robert hjørnet ud i udkanten af feltet, hvor Geovanni elegant chippede den over Max Jensen og tog et træk i feltet, inden han – omgivet af tre modstandere – sparkede den fladt ind til 4-1!
Et virkelig flot mål af den unge camerouner, der forleden blev oprykket til A-truppen som belønning for et flot forår. ”En usleben diamant, der også skal have slebet kanterne i spilforståelsen, men som vi forventer os meget af,” sagde Bo Svensson bagefter, da han for tredje gang i træk havde hørt sejrssangen i F.C. Københavns omklædningsrum.
Matchfacts
Søndag den 19. april 2026, kl. 18.00 på Vejle Stadion. 3F Superliga, 27. runde
VEJLE-F.C. KØBENHAVN 1-4 (1-1)
5.: 0-1 Andreas Cornelius
18.: 1-1 Lasse Flø
83.: 1-2 Geovanni Ndjee
88.: 1-3 Viktor Dadason
90+4.: 1-4 Geovanni Ndjee
6.160 tilskuere. Dommer: Lasse Læbel Graagaard
Advarsler: 72.: Mads Enggård, 90+3.: Giorgi Tabatadze, 90+3.: Giorgi Tabatadze
Udvisning: 90+3.: Giorgi Tabatadze
FCK:
1 Dominik Kotarski – 20 Junnosuke Suzuki, 6 Pantelis Hatzidiakos, 25 Mathias Zanka Jørgensen, 15 Marcos López (90+1.: 24 Birger Meling) – 11 Jordan Larsson (74.: 16 Robert Silva), 21 Mads Emil Madsen, 36 William Clem, 10 Mohamed Elyounoussi (90+1.: 17 Aurélio Buta) – 7 Viktor Claesson (anf.) (74.: 44 Geovanni Ndjee), 14 Andreas Cornelius (62.: 39 Viktor Dadason)
Ikke benyttet: 31 Alex Rúnarsson, 9 Youssoufa Moukoko, 26 Liam West, 38 Oliver Højer
Vejle:
1 Igor Vekic – 23 Lasse Flø, 4 Lasse Nielsen, 2 Thomas Gundelund (81.: 32 Bismark Edjeodji), 3 Christian Sørensen – 30 Mads Enggård (89.: 36 Max Jensen), 6 Mike Vestergaard - 7 Christian Gammelgård (89.: 19 Wahid Faghir), 10 Mikkel Duelund (46.: 5 Valdemar Lund), 17 Andrew Hjulsager (60.: 21 Giorgi Tabatadze) – 16 Tobias Bach
Ikke benyttet: 24 Tobias Haahr Jakobsen (GK), 11 Jonathan Amon, 20 Abdoulaye Camara, 31 Hjalte Gitz Christensen.