Kampreferat: Her vs. FCK

Lørdag spillede F.C. København den sidste træningskamp før det på torsdag går løs i UEFA Cuppen mod nordirske Cliftonville. Hertha Berlin var modstanderen i Stegersbach i Østrig, og efter de 90 minutter, sluttede det som det startede. 0-0 stod der på måltavlen, hvilket var et ganske retfærdigt resultat. Hertha Berlin havde bolden mest og de fleste målchancer, mens F.C. København leverede nogle glimrende kontrastød og havde ligeledes mulighederne for at banke bolden i kassen, men i sidste ende endte det i remis mellem de to hovedstadsklubber.

F.C. Københavns cheftræner kunne se tilbage på en fodboldkamp, hvor han blandt andet fik bekræftet at organisationen på holdet er ved at være på plads.

- Vi står distancen i dag mod Hertha Berlin, der nok var lidt bedre end os. De skifter mere ud, og har lidt flere kræfter til sidst, men for os var det også vigtigt at spillede som Sionko og Atiba fik fuld spilletid selvom de var trætte. Jeg synes der var mange gode præstationer, og vi havde vores chancer mod en god modstander, sagde Ståle Solbakken efter kampen til FCK.DK og fortsatte.

- Hertha starter og slutter kampen godt, men vi står imod. Ellers er det en jævn kamp, men vi var nok nærmere sejren mod Wisla Krakow end i dag. Vi sover også lidt i start- og slutfasen, men når man tænker over, at vi slutter kampen med unge spillere som Zanka, Danni Jensen og Mads Laudrup på banen, så er jeg ganske tilfreds med den indsats der bliver leveret, fortsatte cheftræneren.

Efter fire træningskampe kunne cheftræneren ligeledes gøre status på en opstart, hvor der ikke er blevet scoret et eneste mål mod københavnerne på andet end straffespark.

- Overordnet set er jeg tilfreds med vores træningskampe. Jeg synes mange spillere har haft gode præstationer, og der har ikke været de store udsving i vores kampe. Det er absolut positivt, og nu begynder forberedelserne til torsdagens UEFA Cup-kamp, sluttede Ståle Solbakken.

 

KAMPEN MINUT FOR MINUT:

90' Slut - et ganske fair resultat efter en kamp uden ret mange chancer. Det var to godt organiserede hold, som bød hinanden på en god træningskamp, inden det næste uge går løs for alvor med UEFA Cup-kvalifikationskampe.

83' Kampen går på hæld, og der er ikke alverden at rapportere om - det ligner 0-0...

77' Danni Jensen ind i stedet for Pospech.

74' Opsummering: stadig meget lige kamp, mange spillere på de to hold er ved at være lidt trætte, og det sætter sit præg på spillet, hvor tempoet er faldende. Kampen kan tippe til begge sider - hvis den ikke bliver stående på det uafgjorte.

64' Kæmpe Berlin-chance, hvor en tysker kommer fri i dybden og runder Nathan, men han er for ubeslutsom nede ved baglinien, så han hverken får afsluttet eller fundet en medspiller.

62' God aflevering fra Niclas til Junior, der afslutter fra kanten af feltet, men lige ved siden af.

61' Mads Laudrup afløser Ailton og indtager venstre midt, mens Atiba rykker op i angrebet sammen med Junior.

57' Godt Sionko-løb i højre side, hvor han snyder 2 tyskere og finder Ailton på midten, men igen afværger målmanden hans afslutning.

52' Ailton er klar igen og kommer frem til en god afslutning efter kombination med Junior i feltet, men den tyske keeper redder.

51' Vi fik ikke nævnt i kampens start, at det er Ulrik Laursen, der bærer anførerbindet i dag...

50' Et godt københavnsk angreb, som Sionko afslutter - desværre blev Ailton kort forinden hårdt nedlagt midt på Herthas banehalvdel og har ondt.

46' Kampen er igang igen efter en pause på en halv snes minutter. Nathan Coe har afløst Jesper mellem stængerne, og Junior er kommet ind i stedet for Nordstrand. Sionko og Atiba er tilbage i henholdsvis højre og venstre side af midtbanen.

45' Pausestatus: en temmelig lige affære, hvor tyskerne kom bedst fra start, men F.C. København kom godt igen og havde flere gode angreb. Bortset fra de sidste minutter op til pausen kom ingen rigtig frem til de helt store chancer.

45' Hertha når også at komme frem til en solid mulighed inden pausefløjtet, da Marco Pantelic får et godt indlæg fra venstre side, men han header lige på Jesper Christiansen.

44' Kampens hidtil største chance tilfalder F.C. København. Et godt angreb, der bliver bygget op helt nede fra Jesper Christiansen ender med at Sionko finder en helt fri Kvist i feltet, men han afslutter lige forbi mål.

40' Hertha kommer frem til en god chance i feltet, men sparker langt over mål.

38' Sionko og Atiba har byttet plads på kanterne, ligesom de også gjorde det undervejs i kampen mod Wisla Krakow.

37' Ailton får god bold i dybden, men mister lige et skridt og får ikke bolden med forbi forsvarerne.

36' Det ligner unægtelig et straffe til københavnerne for en tysk hånd på bolden i feltet, men dommeren giver i stedet berlinerne et frispark og signalerer at der var skub i ryggen.

34' Igen roder tyskernes midterforsvar sig sig ud i problemer, og igen er det nr. 2 Kaka - ikke den Kaka. Denne gang er det Kvist der erobrer den fra ham i feltet og Ailton får trykket af, men hans skud bliver blokeret.

30' En status efter den første halve times spil: Hertha Berlin har haft de største chancer og et lille overtag i kampen generelt, men F.C. København lurer hele tiden på chancerne og har været lige-ved-og-næsten i flere situationer. Begge hold står godt på banen, og det er en helt åben affære.

28' Nordstrand opsnapper en bold fra en tysk midterforsvarer, men kommer desværre ikke frem til afslutning.

26' Der blæser lige nu en temmelig kraftig vind på tværs af banen, som driller spillerne engang imellem, men det er stadig dejlig varmt.

22' Efter Berlin netop har haft en chance, som de afslutter svagt på, slår F.C. København kontra med en lang stikning til Ailton, der i anden omgang får afsluttet, men tyskernes keeper redder.

18' Godt Berlin-angreb i deres højre side, og bolden bliver slået ind mod midten, hvor de kommer til en ganske god chance fra kanten af feltet, men en forsvarer når lige akkurat at tackle. Tyskerne er tættest på kampens første mål...

16' Lidt trivia om dagens modstander, som bliver her i Østrig til onsdag, hvor de rejser hjem inden de torsdag skal møde moldaviske FC Nistru Otaci. Senere venter træningskampe mod bl.a. Liverpool og Newcastle.

15' En god dansk angrebsopbygning mangler lige det sidste, da Pospechs indlæg desværre ikke når helt frem til en medspiller i feltet.

11' Farligt langskud efter hjørnesparket, og Jesper må diske op med en fornem redning for at holde nullet. Giver nyt hjørne, der ikke fører til noget.

10' Godt tysk angreb, hvor de afslutter fra kanten af feltet, men en forsvarer retter af til hjørne.

9' God dansk kontra, hvor Sionko bliver spillet fint i dybden, men han når desværre ikke at komme til afslutning, før forsvaret får afværget. Københavnerne ser lige nu ud til at have meget godt kontrol over kampen efter den lige kampindledning.

6' Bortset fra tyskernes chance i første minut - kampens hidtil eneste - har det været en stille start fra begge mandskaber, der lige ser hinanden lidt an i sommervarmen

1' Hertha har kampens første chance efter bare 40 sekunder, og det er en ganske god en af slagsen, da de afslutter fra spids vinkel i deres højre side, men lige på Jesper Christiansen

1' Så er spillet sat i gang...

0' Spillerne er kommet på banen nu, har udvekslet håndtryk og er klar til kick off. Der er kommet omkring 110 tilskuere nu.

0' Hverken Oscar Wendt eller Mikael Antonsson er til rådighed til dagens kamp. Oscar har lidt problemer med lysken, og Anton er syg.

0' Et kvarters tid før kick-off er der kommet ca. 50 tilskuere til stadion, heriblandt et par danskere, der lufter Dannebrog i de ca. 30 graders solskin fra en skyfri himmel.