Kampreferat: FCK vs. Vib

Skuffende uafgjort i sæsonpremieren

Vicemestrene havde rigeligt med chancer til selv at afgøre sæsonpremieren mod Viborg, men kom alligevel bagud to gange og måtte i sidste ende nøjes med 2-2. Dermed hentede viborgenserne et overraskende point, og de var da også væsentligt mere tilfredse med resultatet end hjemmeholdet.

FCK satte sig på kampen fra begyndelsen og trykkede Viborg tilbage på banen, men de forsvarede sig godt og tvang hjemmeholdet til at afslutte udefra. Efter små 20 minutter fik Viborg en kontramulighed, hvor vi ikke nåede tilbage på plads og så kunne Klaus Kærgård bringe gæsterne i front efter en aflevering fra Thomas Tengstedt.

Det gav Viborg ro på spillet, mens FCK lige skulle sunde sig oven på den dukkert, men efterhånden begyndte hjemvendte Peter Nielsen at sætte sit præg på midtbanen, hvor Røll hidtil havde været ene om at udfordre. Og kort før pausen viste han Bundesliga-klasse, da han spillede 1-2 med Peter Møller, trak uden om Arek Onyzsko i Viborg-målet og sendte bolden i kassen fra spids vinkel.

FCK dominerede klart efter pausen, men hver gang der var optræk til scoring - og det var der tit - så stod Onyzsko i vejen. I stedet kom Viborg temmelig ufortjent foran, da den debuterende midterforsvarer Michael Gravgaard - som træner Søren Kusk har hentet i Randers - et kvarter før tid steg til vejrs efter et hjørne og headede bolden hårdt ind på Antonelius, hvorefter han kvikt fulgte returen op og bragte jyderne foran igen.

Hans Backe reagerede propmpte ved at sætte Fredgaard og Bisgaard på banen i stedet for Røll og en træt Peter Nielsen, der endnu mangler 10-15 procent i at være helt i topform. Og den disposition gav hurtigt bonus, da Fredgaard med en præcis centring fandt Todi, der headede udligninen i mål.

Onyzsko led af krampe i den bagende hede, men Viborg havde brugt alle sine udskiftninger, så han måtte blive på banen og kæmpede bravt videre. Han havde tillige heldet med sig i slutfasen, da han først fik fumlet en bold op på overliggeren, og kort efter kunne se Bora Zivkovic heade forbi mål fra fuldstændig fri position.

- Vi skal selvfølgelig vinde efter så mange chancer, konstaterede Hans Backe efter kampen og tilføjede, at han forventer at den nyindkøbte angriber Jörgen Pettersson er klar til debut mod Køge næste søndag.

Det var først og fremmest Arek Onyzsko i målet og den debuterende midterforsvarer Michael Gravgaard, der sikrede de grønblusede det ene point - førstnævnte med en stribe kompetente redninger, og sidstnævnte med solidt forsvarsspil over for Zuma og Møller og tilmed en scoring et kvarter før tid.