Kampreferat: FCK vs. IFE

Uden en række landsholdsspillere i truppen vandt F.C. København en sikker og fortjent sejr over Elfsborg med 2-0 på træningsanlægget Nummer 10, hvor ca. 300 tilskuere var mødt frem i det dejlige, men kolde solskin - herunder en højrtåbende og medlevende lille svensk heja-klack, der sørgede for det meste af lydkulissen.

Hverken Wiland, Pospech, Antonsson, Wendt, Kvist eller N'Doye var med efter alle at have været i landsholdsaktion i ugens løb, men mon ikke de alle er i spil, når det på tirsdag går løs mod Rosenborg i den sidste testkamp inden hjemmekampen mod Chelsea om halvanden uge.

Inden kampen hilste Jesper Christiansen på sine gamle holdkammerater, og det har næppe passet målmanden med nr. 99, at han efter mindre end to minutters spil måtte hente bolden ud af netmaskerne, men det kan han takke César Santin for. Brasilianeren fyrede af fra kanten af feltet med en præcis halvflugter, der via indersiden af stolpen strøg i netmaskerne, inden Jesper nåede ud til den.

Efter den hurtige scoring skulle der dog gå en rum tid, før løverne igen var farlige i feltet, men man kontrollerede kampen fint og spillede bolden fornuftigt rundt på midten, mens det i 1. halvleg generelt kneb mere med det offensive spil på banens sidste tredjedel. Efter et kvarters tid var Santin dog tæt under mål ved at få ram på bolden efter et hjørne fra Pierre Bengtsson, men Christiansen nåede først på den.

I den anden ende havde Elfsborg to gode muligheder for at udligne midt i halvlegen, først da Jawo snoede sig godt fri i feltet og alene med Kim Christensen sendte bolden lige over mål. Og kort efter da Jon Jönsson hamrede et direkte frispark tæt forbi den ene stolpe.

Det blev dog ved de 1-0 ved pausen, hvor trænerteamet rokerede lidt om på tropperne. Grønkjær gik ud, og Danni Jensen kom ind på højre back, og Bengtsson rykkede over på venstre back, Bergvold gik over på højre midtbane og Vingaard i venstre side.

Der kom bedre flow i angrebsspillet efter pausen, og københavnerne beholdt initiativet og fik også produceret en pænt stor chance til Zohore, efter Santin havde sendt Vingaard til baglinien i venstre side, men Jesper Christiansen blokerede den unge bombers afslutning.

Midt i halvlegen udgik Santin og Zanka og ind kom Saban Özdogan og Christoffer Remmer, og Saban lagde sig op som hængende angriber bag Zohore, mens Remmer overtog Zankas plads ved siden af Hooiveld. Tempoet dalede efterhånden, men trods et par udmærkede kontraangreb, trak det aldrig for alvor op til svensk udligning.

I stedet kunne Zohore cementere sejren med 9 minutter igen, da han fik en fin stikning i venstre side af feltet fra Vingaard og resolut trykkede af med venstrebenet, og så sprællede Jesper Christiansen forgæves og måtte atter se sig passeret.

En udmærket træningskamp og god kamptræning til de spillere, der ikke var i aktion - eller kun lidt - i ugens løb. Mod Rosenborg må man nok forvente en opstilling tæt på den, der skal forsøge at matche Chelsea i Champions League, og det er som bekendt allerede på tirsdag, de norske mestre kommer på besøg i PARKEN.