Kampreferat: FCK vs. FCN

VIL DET RIGTIGE FCK VENLIGST TRÆDE FREM - LIDT FØR ?

Der var dækket op til fodboldorgie på Danmarks Nationalstadion. Næsten 20.000 tilskuere, sommersol og en oprykker, der lovede at spille offensivt.

Om det var fremmødet, solen eller de naive udmeldinger fra udeholdets træner, der havde påvirket Backe & rådgivere ved holdudtagelsen, skal deres udsatte ikke gøre sig klog på, men med Røll som venstre back og en bænk bestående af Peter Nielsen, Todi Jónsson og Peter Møller satte F.C. København formentlig ny dansk rekord i taktisk alternativitet.

Selv om der ikke er tale om et rotationsprincip i FCK, så må man konstatere, at den midlertidige mangel på en naturlig venstre back samt et ømt Kihlstedt-knæ betød, at der var nye navne på seks af pladserne i forhold til startopstillingen i sidste uges sejr over Køge.

Kampens første 45 minutter fortaber sig i en kombination af en stor mængde professionelle Farum-frispark midt på banen og et FCK-opspil så snævert og centrumfikseret, at PARKENs greenkeeper formentlig har fået dybe rynker i panden over den voldsomme belastning af et meget smalt område på Farums banehalvdel.

Zuma, Pettersson, Lønstrup, Mykland og Bisgaard forsøgte gang på gang at kombinere sig forbi store Birn i Farums midterforsvar, men de blev stoppet enten i første dribling eller i sidste pasning.

En smule farligt blev det kun, når Fredgaard satte tempo i slalomløbet eller blev spillet på venstrekanten, hvorfra han slog flere rimelige indlæg. Desværre var Zuma og Pettersson for ofte for villige til at deltage i kombinationsspillet længere tilbage på banen, og derfor var de kun sjældent helt fremme, når indlæggene faldt fra Fredgaards rappe venstre fod.

Den proklamerede Farum-offensiv antog efter en snes gode minutter en formation, der i betænkelig grad mindede om 4-5-1, og det skal man vist være Danmarks bedste træner for at kunne kalde angrebsivrigt.