Kampreferat: FCK vs. FCM

Kampreferat: FCK vs. FCM

Det blev lige præcis det intense, spændende og velspillede topopgør, man kunne have håbet på, da ligaens nr. 1 og 2 tørnede sammen foran mere end 24.000 tilskuere i PARKEN. Gæsterne startede bedst, men blev efterhånden trykket tilbage af et mere og mere dominerende hjemmehold, der lignede en vinder, da 0-1 blev vendt til 2-1. Men FCM kom tilbage på et lidt tyndt straffespark og hentede det ene point.

I forhold til AaB-kampen sidste weekend kom Tobias Linderoth tilbage på den centrale midtbane og skubbede Martin Bergvold ud på bænken, hvor også Fredrik Berglund tog plads, idet Jesper Grønkjær startede i angrebet.

FC Midtjylland kom til PARKEN med seks sejre i træk i bagagen, og de gik selvsikkert og frisk til sagen fra første fløjt og var toneangivende i kampens indledning uden dog at komme frem til afslutninger før i det 13. minut, da Salami smart fandt Mikkel Thygesen i højre side. Men Jesper Christiansen – med kulsort englehår – blokerede hans afslutning fra en spids vinkel. Bolden røg ud i forsvarets højre side, hvor Jesper Mikkelsen kom først og sparkede fladt ind i feltet, og der kunne Thygesen i fri position sparke bolden i kassen uden chance for Christiansen.

Dermed var hjemmeholdet for første gang i over 2 måneder bagud i en SAS Liga-kamp, og frem til midten af halvlegen var det udeholdet, der styrede begivenhederne, mens FCK havde svært ved at få gang i sit angrebsspil. I denne periode stod Jesper Christiansen for den bedste tekniske detalje, da han helt ude ved sidelinien lavede en fiks hælfinte, da Dennis Sørensen kom buldrende imod ham på Rooney-måden…

I det 22. minut var københavnerne for første gang nærgående, da en veloplagt Jesper Grønkjær tørrede Magnus Troest nede ved baglinien og perfekt lagde ind over til Atiba Hutchinson, men reservekeeper Lasse Heinze nåede flot ud og fik fat i hans velplacerede hovedstød.

Fem minutter senere blev Silberbauer væltet i et godt kommandoraid langs midten af banen, men dommer Michael Svendsen tillod ikke, at det blev taget hurtigt. Linderoth valgte at holde sin mund denne gang efter at han kort forinden havde fået en påtale for at protestere over et FCM-frispark.

I stedet så midtjyderne gult to gange inden for kort tid, først da Jesper Mikkelsen prøvede at hævne sig på Grønkjær, der lige havde lavet en tunnel på ham, og siden da Salami kom med knopperne forrest, da Linderoth lagde an til at sparke en bold langt op ad banen. Men der var på ingen måde tale om brutalt spil, snarere var det udtryk for den intense fight og det tempo, som topkampen blev spillet i på en bane, der ikke indbød til de store tekniske raffinementer.

FCK arbejdede sig ind i kampen
Som det før er set, arbejdede hjemmeholdet sig mere og mere ind i kampen, efterhånden som halvlegen skred frem, som sædvanlig godt båret frem af et entusiastisk publikum. Og to minutter før pausen gav det bonus. Nede i højre hjørne kontrollerede Grønkjær en lang fremlægning fra Lars Jacobsen og lagde ind over, hvor Allbäck lagde bolden til rette for Silberbauer, der prompte fyrede af og tvang Heinze til at bokse bolden væk – den røg retur til Allbäck på kanten af feltet, og enten kiksede han sin afslutning eller også spillede han helt genialt Hutchinson fri – vi vælger at tro det sidste – og han placerede den usvigeligt sikkert i netmaskerne. Hans første scoring i efteråret, efter at have været tæt på mange gange - og man kunne ligesom mærke på hyldesten, at alle virkelig undte den langbenede canadier, at han omsider fik hul på bylden.

Og i halvlegens overtid kunne Hutch med en smule mere held være blevet dobbelt målscorer! Optakten var et frispark af Kristian Bak mod Grønkjær ude ved sidelinien, som kostede FCM-anføreren en advarsel. Kaptajn Linderoth sendte som sædvanlig et farligt indlæg ind i feltet, men ingen nåede op til bolden, som endte med at tage den fjerneste opstander og hoppe lige ud i hovedet på Hutch – men centimeter for højt til, at han kunne heade ordentligt til den, og i stedet fik midtjyderne afværget, så de kunne gå til pausen med 1-1. Og det var heller ikke ufortjent.

2. halvleg var kun 1½ minut gammel, da Silber burde have scoret, og igen var det Allbäck, der servicerede ham. ”Mackan” fik bolden midt i feltet med ryggen til mål, tæmmede den med en kattepote og lagde den til rette for Silber, der tog et træk og passerede Heinze med et tørt hug, men Kristian Bak var trukket tilbage og fik på en eller anden måde afværget inde på stregen.

Det blev indledningen til en større FCK-offensiv, hvor især Grønkjær gang på gang udfordrede FCM-forsvaret med sine driblinger og sin hurtighed, som han på imponerende vis har i behold efter den lange skadepause. Men den optimale kampform har han ikke endnu, og derfor havde Ståle Solbakken også placeret ham som angriber, hvor han bedre kan nå at få nogle pauser engang imellem, end hvis han spillede på midtbanen.

Linderoth indkasserede kampens fjerde advarsel for endnu en protest over en Svendesen-kendelse, men havde der også skullet uddeles kort på tilskuerpladserne, så havde Svendsen for længst måttet op med et par og tyve tusinde gule og røde kort.

Hjemmeholdet kværnede ufortrødent videre, og selv om FCM på ingen måde var ude af kampen, havde de svært ved at komme frem på banen i denne fase. Og efter en lille time burde de have været bagud, da Silber sagde tak for sidst til Allbäck og headede ham totalt fri foran mål, men den normalt så iskolde svensker fik ikke ordentligt ram på bolden.

”Mackan” på rette tid og sted
De to fortsatte med at lægge op til hinanden i det 64. minut, hvor Allbäck gav Silber en god skudmulighed på kanten af feltet, men heller ikke han ramte den godt nok. Det gjorde Hutch til gengæld et par minutter senere, da han fyrede af fra distancen, og Heinze kunne ikke holde det hårde, flade skud, og så var Mackan dér hvor en forward skal være og knaldede returen i kassen til 2-1-føring.

På det tidspunkt var FCM begyndt at komme længere frem, og Erik Rasmussen på scoringen ved at sende to friske folk ind i et forsøg på at vende spillets gang. Det lykkedes også, om end ved lidt af en tilfældighed, da Gravgaard og Wendt misforstod hinanden og gav Dennis Sørensen mulighed for at smide en høj bold ind i feltet. Den hoppede tilsyneladende skævt på den ujævne bane og ramte Lars Jacobsen på overarmen, og Svendsen tøvede ikke med at fløjte straffe. Det blev han ikke yderligere populær på, men nøgternt set må man medgive, at det godt kunne dømmes, om end det var et af de tyndere. Dennis Sørensen kiksede ikke fra 11 meter-pletten og satte bolden tæt op ad den ene stolpe.

Det var stort set midtjydernes første afslutning i 2. halvleg, men det kendetegner et tophold, at man tager vare på de chancer man får, og især når der ikke er så mange af dem. Det gjorde hjemmeholdet til gengæld ikke, selv om der var rigeligt af dem – med 10 minutter igen fik Hjalte Nørregaard således to gode skudmuligheder på kanten af feltet, men først blokerede Kristian Bak og herefter sparkede han lige ved siden af. Efterfølgende blev han afløst af Fredrik Berglund, men det blev ikke til mere i de sidste 10 intense minutter, hvor Gravgaard også nåede at snakke sig til et gult kort.

Et spændende og – især med tanke på årstiden og baneforholdene – velspillet topopgør sluttede dermed 2-2, og det kan gæsterne være mest tilfredse med efter fordelingen af spil og chancer. Og mestrene kan være tilfredse med indsatsen og med at være sikre på at overvintre på 1. pladsen, uanset resultatet af den udsatte Randers-kamp næste søndag.