Kampreferat: FCK vs. BKF

For blot ti dage siden gennemgik Magnus Kihlstedt en anseelig knæoperation, men takket være en forrygende indsats af PARKENs Privathospital var det alligevel lykkedes at få den svenske keeper klar til dagens kamp ovenpå Balázs Rabóczki's forfald. Svenskeren kvitterede i øvrigt med en fejlfri indsats. Også Bo Svensson var atter tilbage i startopstillingen efter sin skade, hvilket skubbede Bora Zivkovic ud på bænken.

Det "vaskeægte københavneropgør" fik en noget afventende indledning. På Fifas officielle Fair Play dag, virkede det som om at ingen af holdene indledningsvist ville træde hinanden over tæerne og derfor var både tempo og chanceskabende spil i kampens start en mangelvare.

Frem kom til PARKEN tydeligt med samme indstilling som de gæstende hold normalvis har for vane og fra denne kant var koncentrationen om forsvarspillet således dominerende.

For Byens Hold var mønsteret og den forestående "murbrækkeropgave" dermed atter en kendsgerning, men uden idé og vilje fik kampen som nævnt en træg begyndelse. Dog førte den velkendte overvægt i boldbesiddelse til hjemmeholdet til flere "lige ved og næsten muligheder", men den sidste afgørende aflevering var endnu for upræcis.

Kampens første gode mulighed stod der dog Frem på. Et udmærket fremført kontraangreb endte med at Mikkel Thygesen fik en ikke uvæsentlig chance inde i feltet, men klodset sparkede han i jorden først og bolden antog derved en tophastighed, der end ikke ville gøre en snegl misundelig.

Få øjeblikke efter denne chance skete der ting og sager i det "rigtige felt". Et frispark fra Peter Nielsen havnede inde i en klump af spillere med Røll som central person. Da denne forsøgte at vride sig fri, blev han kantet og straffesparket en realitet. En tommelfingerregel ved straffespark er at den det bliver begået imod ikke selv sparker, men dette så Røll stort på og heldigvis for det. Sikkert steppede den landsholdsaktuelle spiller op og konverterede kynisk den gode mulighed til mål.

Med føringen i ryggen begyndte hjemmeholdet at spille mere frigjort. Kombinationerne flød bedre og Frem'erne løb mange forgæves i skridt på især midtbanen, hvor Mykland orkestrerede flot. Flere gode chancer blev det også til for Byens Hold, men Røll magtede ikke at fordoble sin og holdets score på en friløber, ligesom Todi på hovedet og Álvaro med en flugter heller ikke gjorde det.

Inden pausen indikerede Frem at man endnu ikke havde overgivet sig helt til storebror, men et godt skud fra kanten af feltet blev heroisk blokeret af Ole Tobiasen og holdene kunne efterfølgende gå til pausen med en retfærdig 1-0 føring til hjemmeholdet som mellemregning.

I halvlegen måtte Martin Albrechtsen lade sig udskifte grundet et spark over venstre fod og i hans sted trådte Bora Zivkovic til.

Spillet grundigt varme i første halvlegs sidste del fortsatte hjemmeholdet med at dominere i anden og burde også være kommet foran, da Álvaro fik en friløber serveret at Røll. Men uheldigvis for brasilianeren og F.C. København overplacerede han sin skud fra nært hold og første SAS Liga-scoring fra hans kant udeblev således.

Ti minutter inde i halvlegen blev Frem tilsyneladende svækket, da holdets anfører, Søren Krogh, måtte lade sig udskifte med det der lignende en fibersprængning. Ind kom Lars Bang Brøgger, men udskiftningen så ikke ud til at forværre Valby-holdets situation. Med indstillingen "intet at tabe" begyndte udeholdet at flytte kæderne højere op på banen, samtidig med at F.C. København nærmest som en uskreven fodboldlov trak sig lidt længere tilbage på banen. Det gav naturligt Frem'erne mere boldbesiddelse og flere næsvise forsøg af Søren Larsen og indskiftede Brøgger kunne have bragt balance i regnskabet, men tilbagevendte Kihlstedt og upræcision forhindrede udligningen.

I den anden ende havde Todi flere gode ture med gammelkendte Diego Tur, men færingen blev i dag holdt i kort snor. Tolv minutter før tid blev F.C. Københavns all-time topscorer også skiftet ud med Jörgen Pettersson, og det skulle vise sig givtigt, for efter bare fem minutter på banen kunne den lille svensker forankre F.C. Københavns sejr med sin sikre scoring otte-ti meter fra mål på fornemt oplæg af ligeledes indskiftede Peter Møller.

Med 2-0 føringen slog hjemmeholdet cruise-controllen på, og da udeholdet på intet tidspunkt lagde an til overhaling kørte Byens Hold den sikre og velfortjente sejr hjem. Dermed blev de seneste kampes matte resultatmæssige udbytte afløst af en herlig sejr, der atter bringer vinderglæde og lys tilbage i truppen.

Næste opgave for Byens Hold bliver på lørdag når AB tager imod på Gladsaxe Stadion.