Jubel efter scoring

Kampreferat: Endnu en bestået tålmodighedstest

Pokalkampe lever sit eget liv, lyder en af fodboldens klassiske floskler, men på flere måder kom Vejlekampen til at ligne søndagens tålmodighedstest mod AaB i Superligaen.

Der er p.t. heller ikke ”langt” i tabellen mellem topholdet i den næstbedste række og nummer næstsidst i Superligaen, men der var da forskelle. For eksempel kom Vejle ikke til én eneste chance i hele kampen, hvor AaB dog havde én stor.

Holdfoto med indmarchbørn fra Klub Leo


De to hold
Men lad os tage det fra begyndelsen, hvor 17.433 var på plads i Parken en kold onsdag til den første af to pokalkvartfinaler mod Vejle Boldklub, som også var fint repræsenteret med over 600 fans i udebaneafsnittet.

I forhold til AaB-kampen kom Neestrup med samme trup, men startede med Lund, Clem, Roony og Larsson for Vavro, Falk, Daramy og Claesson. Men som så ofte før var den stærkt besatte bænk lige så vigtig som de 11 startende.

Vejle havde skiftet til en 3-5-2-formation, som dog oftest var en lav og kompakt 5-4-1, når vi havde bolden, hvilket vi endte med at have i ca. 70 % af kampen.

William Clem


Store chancer midt i 1. halvleg
Vi satte os hurtigt på spillet og indså snart, at det ville blive endnu en tålmodighedstest, men dem har vi efterhånden god erfaring med. Men selv om vi forsøgte at finde løsninger til at komme forbi den røde mur, så lykkedes det ikke rigtig, før vi passerede midten af 1. halvleg.

Først havde vi en fire-mod-fire kontra, da Haraldsson stjal bolden midt på banen, men vi mistede den, inden vi nåede ned og afslutte. Vi fastholdt dog presset, og minuttet efter slog Elias Jelert et fint, fladt indlæg til Jordan Larsson, der lige uden for Vejle-målfeltet afsluttede lige på Nathan Trott, den Bermuda-fødte engelske keeper, som Vejle har lejet af West Ham.

Jordan Larsson


Få minutter efter fik Diogo Goncalves også en stor chance efter et Roony-indlæg, hvor Trott blev liggende i græsset efter et sammenstød med Lerager, og bolden endte lidt tilfældigt hos Diogo, men Ezatolahi kastede sig og blokerede hans afslutning mod det tomme mål.

Vejle havde ti minutter før pausen et sjældent tilløb til en chance, da Onugkha fik en lang dybdebold, men han fik ikke kontrol over den i første omgang, og i anden omgang skød han forbi, men tvang dog Grabara til at kaste sig efter bolden, hvilket vist var den eneste gang i kampen.

Frem mod pausen pressede vi fortsat på, og det lykkedes Lerager at flugte bolden fornemt i kassen, men han var lige akkurat offside, da Clem elegant spillede ham fri.

Lukas Lerager

 

Farlig dødbold i tillægstiden
I tillægstiden fik vi en rigtig god dødbold-mulighed, da Albentosa lige uden for Vejle-feltet knaldede albuen lige i ansigtet på Haraldsson, da Sørensen gjorde klar til et indlæg. Det lignede først en bevidst aktion, men det kan det jo ikke have været, når dommer Kjærsgaard kun gav ham en advarsel.

Diogo tog sig af frisparket, men Trott stod godt placeret og sørgede for, at holdene gik til pause uden mål.

Halvlegen nåede op på fire tillægsminutter efter en del spilstop som følge af flere hårde sammenstød, hvor spillere måtte behandles på banen, og uden at vi selv var de rene uskyldigheder, så var det ikke teknisk poleret fodbold, vi så fra traditionsklubben fra Nørreskoven. Men de fightede og forsvarede sig dygtigt, og det kan man jo ikke fortænke dem i. Whatever works.

Hákon Arnar Haraldsson



Fortsat FCK-dominans efter pausen
Anden halvleg var kun få minutter gammel, da Haraldsson trak sig fri til skud lige uden for feltet, men bolden susede lige over mål. Ti minutter inde i halvlegen serverede Roony en fin pasning til Diogo i feltet, men i skudøjeblikket blev han tacklet til hjørne.

Kampbilledet var det samme med os meget på bolden, og de to holds læger og behandlere var nok mere på banen, end Vejle var i vores straffesparksfelt. Værst så det i 56. minut, da Khocholava og Onugkha slog hovederne sammen i en luftduel, hvor de begge kun havde øjnene på bolden, men begge kunne heldigvis fortsætte – Khocholava dog med et gult kort i bagagen.

Lidt efter kom Daramy og Falk ind for Diogo og Clem, og da uret rundede en time, burde vi have fået mere ud af en tre-mod-to kontra. Men Roony afsluttede lige på Trott, mens den fri Daramy råbte forgæves på bolden.

Roony Bardghji


Vigtigt Daramy-mål efter 62 min.
Midt i halvlegen, mens vi ventede på et hjørnespark, kom Claesson og Vavro ind for Larsson og Khocholava, der var godt mør efter mange sammenstød. Haraldsson blev på sin 8’er-position, mens Claesson gik op som 9’er.

Vavro nåede at få en advarsel, inden spillet overhovedet blev sat i gang, vist nok for et lille intermezzo med Vejles Oliver Provstgaard. Men et par minutter senere viste Vavro vejen, da han med et fornemt diagonalskift fandt Daramy i venstre side. Han prikkede fikst bolden forbi Marius Elvius, satte kurs ind mod mål og skruede bolden forbi Trott til en yderst velfortjent 1-0-føring.

Mohamed Daramy


Chancer til flere mål
Bare tre minutter efter var Daramy tæt på at øge, da han eksploderede ude fra kanten, spillede 1-2 med Claesson og kom helt fri med Trott, som dog afværgede med en flot fodparade, da Mo prøvede at lægge bolden ind med venstre.

Nu kom er der efterhånden flere sprækker i den jyske defensiv, og i det 82. minut fik Roony en ganske god mulighed. Falks falkeblik så, at Roony rykkede på tværs i feltet, men svenskeren fik ikke ordentligt ram på afslutningen midt for mål.

Vejle virkede forståeligt nok ikke så utilfredse med kun at være bagud 0-1, og ud over at de selvfølgelig trak tiden, når muligheden bød sig, så var flere også ned med krampe, men dommer Kjærsgaard fulgte med tiden og samlede til bunke.

Rasmus Falk


Mo kæmpede for trøjen
Da vi nærmede os de 90 minutter, blev der derfor lagt syv minutter til. Vi jagtede stadig 2-0-målet, men Daramy følte med en vis ret, at han ikke fik lov at spille spillet, for da han var ved at komme fri på baglinjen, ville Stefan Velkov gerne have hans trøje. Bulgareren måtte nøjes med et målspark, mens Daramy undrende forklarede dommeren, at hans trøje nu var en størrelse XXXXL.

Fem minutter inde i tillægstiden fik Vejle sit første hjørne, men det førte ikke til noget, og i stedet gik vi til angreb igen med Daramy-raketten ude på kanten, og denne gang blev han bremset af Elvius, som røg med i faldet – hvilket udløste et vejlensisk frispark og et kropssprog fra Daramy, der ikke efterlod nogen tvivl om, hvad han mente om den sag.

Peter Ankersen, der varmede op på sidelinjen, blandede sig også og fik en advarsel, alt imens Kjærsgaard lagde flere minutter til for diverse spilstop.

Claesson-mål i 98. minut
Og da uret stod på 97:50, fordoblede vi føringen efter endnu et mønsteropspil: Jelert stak bolden til Haraldsson i højre side, og han slog et fladt, præcist indlæg ind til forreste stolpe, hvor Claesson kastede sig frem og styrede kuglen i kassen.

Viktor Claesson


I 10. tillægsminut ville Volkov igen have Mos trøje nede i Vejle-feltet, men opdagede at kampen ikke var slut endnu, så han slap trøjen i tide, inden Mo faldt omkuld. Det udløste en advarsel til Mo for film, men han beholdt i det mindste trøjen - og filmen fik kort efter en happy end med en velfortjent 2-0-sejr.