
Kampreferat: Dårlig 2. halvleg stoppede sejrsstimen
De to hold
Neestrup skiftede fem mand fra udekampen i Polen: Boilesen, Sørensen, Højlund, Clem og Óskarsson startede i stedet for Vavro, Meling, Falk, Claesson og Larsson, hvilket gav denne start-11’er: Grabara – Jelert, Diks, Boilesen (anf.), Sørensen – Diogo, Clem, Højlund – Roony, Óskarsson, Elyounoussi. Silkeborg, som jagtede den første sejr i Parken i 17 år, startede med samme hold, som slog FC Nordsjælland i søndags.
>> Se matchfacts m.m. på kampsiden
Vi fik igen en fin start på en kamp, da Roony bragte os foran i det 4. minut. Diogo headede et udspark fra Nicolai Larsen hen til Elyounoussi, og Silkeborg-bagkæden blev fanget ude af positioner, da han hurtigt spillede Roony helt fri i feltet til en sikker scoring.

Fem minutter senere var Elyounoussi tæt på selv at komme på tavlen, da han fik bolden i venstre side af Jelert, trak sig fri af Tobias Salquist og trykkede af, men Larsen hev en fin redning frem.
Vi fastholdt et solidt greb om kampen de næste 10-15 minutter, hvor vi havde flere udmærkede opspil mod et Silkeborg-hold, der ikke rigtig var med i kampen – endnu.
Silkeborg kom så småt i gang
Men fra omkring midten af halvlegen begyndt de så småt at komme i gang med deres pasningsspil, og de fik mere spil på vores halvdel, men vi stod fint i kæderne og tillod dem ikke at komme til mere end nogle indlæg, som vi afværgede.
Til gengæld smed vi selv nogle bolde lidt for hurtigt væk, så vi ikke rigtig selv fik etableret os på deres halvdel, når vi havde bolden.
Kort før den halve time havde Orri dog en fin solotur, efter at Oscar Højlund havde erobret bolden på egen halvdel og sendt ham afsted, og alene med 2-3 modstandere kom han faktisk til afslutning i feltet, men Salquist nåede at blokere til hjørne.

Lidt efter fik Silkeborg bolden i vores mål, da Sonne slog et indlæg fra højre, som Diks kastede sig og styrede lige op i hovedet på Lind, hvorfra den gik i mål – men han var i klar offside-position.
Silkeborg blev bedre og bedre som halvlegen skred frem, men kort før pausen havde Elyounoussi først et hovedstød forbi mål efter et hjørne, og minuttet efter var Roony lige ved at drible sig fri til skud i feltet, men manglede lige det sidste og blev tacklet.

Silkeborg-udligning i tillægstiden
Der var lagt to minutter til, da alt trak op til en pauseføring på 1-0, men Silkeborg nåede at fremtvinge et hjørne, efter de havde skabt en overtalssituation i deres højre side – og så gik det galt.
Salquist forlængede hjørnet ved forreste stolpe, og ved bageste stolpe kom Anders Klynge først på bolden og headede den ind foran. I første omgang reddede Grabara fornemt fra Pelle Mattsson, men det lykkedes Mattsson at prikke returbolden ind – vist nok både via Grabara og den ene stolpe…

OK start på 2. halvleg
En kold spand vand i hovedet så tæt på pausen, men umiddelbart ingen grund til bekymring efter en halvleg, som vi langt hen af vejen havde haft godt styr på uden at spillet ligefrem sprudlede.
Vi kom også udmærket i gang efter pausen med mere greb om spillet, og i 53. minut ville Orri gerne have haft straffe, da Mattsson tilsyneladende rev ham ned bagfra, men Peter Kjærsgaard stod godt placeret, og VAR-vognen så åbenbart heller ikke noget strafbart.
I stedet slog Silkeborg kontra og spillede sig flot, men også for nemt, igennem til en stor chance til Søren Tengstedt, men Grabara gik godt ud og slog bolden væk for fødderne af ham.
Silkeborg-kontra til 2-1
Herefter sendte vi Meling, Falk og Jordan ind for Sørensen, Højlund og Elyounoussi, men de nåede ikke at være mange sekunder på banen, før vi kom bagud. Robin Østrøm slog en lang bold frem, og Boilesen faldt i løbeduel med Alexander Lind, som fortsatte alene ned i feltet og udplacerede Grabara til 2-1.
Boilesen måtte herefter udgå med noget, der umiddelbart lignede en forstrækning i baglåret, og i stedet kom Denis Vavro på banen.

Chancer til udligning
Netop Vavro slog nogle minutter efter en pasning i feltet, som Orri tog med sig i feltet og fyrede af med venstre, men desværre lige på Nicolai Larsen.
Lidt efter ville Jordan godt have haft frispark, da Alexander Busch nedlagde ham lige uden for feltet, men det så ud til, at Kjærsgaard lod fordelsreglen gælde, selv om bolden var på vej ud i siden, og det endte i ingenting.
Silkeborg svarede igen med et par hurtige kontraangreb, hvor Grabara reddede forsøg fra indskiftede Tonni Adamsen og Stefán Thordárson, og kampen bølgede frem og tilbage på den berømte vippe, hvor det kunne gå til begge sider.
Vi fik en stor chance til 2-2 i 71. minut, da Cornelius netop var blevet indskiftet for Roony og headede et hjørnespark mod mål. Bolden studsede fra Oliver Sonne hen til Clem, der fra kanten af målfeltet bankede den over mål.

3-1-mål blev afgørende
I stedet gik Silkeborg op og scorede til 3-1… igen et hurtigt, præcist opspil fra mand til mand, hvor vi ikke fik dækket ordentligt op, da Thórdarson først fandt en helt fri Anders Klynge uden for vores felt, og da Callum McCowatt headede hans indlæg i netmaskerne.
Vi pressede dog ihærdigt på resten af kampen, og det blev til enkelte muligheder. I 83. minut fik Jordan bolden af Cornelius på kanten af feltet, men skruede den lige over det ene målhjørne, og lidt efter var der en åbning i feltet til Birger Meling, men han blev tacklet, da han afsluttede.
Netop som tillægstiden gik i gang fik Orri også en stor mulighed på en løs bold i feltet, hvor han resolut trykkede af med venstre, men lige på keeperen.
Så vi havde sådan set chancerne, men man sad ikke med en fornemmelse af, at det var lige ved og næsten. Det blev nok for dyrt, at vi ikke bare kom bagud med én, men også med to, og at vi – for at bruge Neestrups udtryk – stressede for meget, efter vi kom bagud.
Vi har ellers ofte kæmpet os tilbage og fået point i sådanne kampe, men i dag gik den altså ikke – og det er også Silkeborgs fortjeneste, for set over alle 90 minutter kan man ikke indvende noget mod, at de vandt. Vi var ganske enkelt bare ikke gode nok i dag, og deres sejr var helt fortjent.
