Kampreferat: AaB vs. FCK

Kampreferat: AaB vs. FCK

På et brag af et hovedstød fra Brede Hangeland et kvarter før tid fik mestrene udlignet den lidt tilfældige AaB-føring fra starten af 2. halvleg og fik dermed det ene point med hjem på en dag, hvor det offensive spil ikke rigtigt fungerede. Forinden havde AaB haft chancer til at øge føringen, så selv om københavnerne pressede hårdt på til sidst var uafgjort et rimeligt resultat. Rasmus Würtz måtte udgå med en ankelskade efter en times tid.

Gode tilbud til begge hold i starten
Ståle havde givet genvalg til 9 af de 11, der indledte sæsonen mod FCN. William var rykket ned som højre back i stedet for Oscar, og det gav plads til Hjalte på den centrale midtbane, og desuden startede Mackan i angrebet i stedet for Ailton. Erik Hamrén havde valgt en kompakt 4-5-1 (eller 4-2-3-1) opstilling med kun Rade Prica fremme.

Og det var netop Prica, der fik kampens første gode tilbud, da han efter blot to minutter blev spillet helt fri på kanten af feltet – mistænkeligt tæt på offside - men Jesper var på tæerne og afværgede hans hårde afslutning.

Kort efter fik Silber lov at løbe helt fri i AaB-feltet til fjerneste stolpe, da Hjalte sparkede et frispark fra midten af banen, men den debuterende AaB-keeper Martin S. Jensen afværgede eks-AaB’erens firsttimer.

En livlig start på opgøret, men det viste sig snart, at spillet ikke kunne leve op til indledningen. Mestrene havde bolden mest, men manglede tempo og fantasi i opspillet. Mackan og Nordstrand arbejdede godt uden bold, men fik desværre sjældent lejlighed til at arbejde med bold. På midtbanen sled og kæmpede Silber og Würtz godt, mens Hjalte og Grønkjær var mindre iøjnefaldende, og især sidstnævntes normale offensive aktioner var savnet.

Forsvaret fungerede derimod upåklageligt, og kun når nyindkøbte Andreas Johansson så sit snit til at sende Prica af sted i dybden var der optræk til farligheder.

Brede kom frem til en udmærket hovedstøds-afslutning omkring den halve time, men han fik ikke ordentlig ram på bolden og headede et par meter over. Den største chance faldt dog 7 minutter før pausen, da Allan Olesen klodset nedlagde Mackan lige uden for feltet. En rigtig god skudposition, men Silber misbrugte tilbuddet ved at løfte bolden over muren og langt over målet, hvor den nedadgående sol ellers stak i øjnene på de forsvarende nordjyder.

AaB i front lige efter pausen
2. halvleg var kun få minutter gammel, da hjemmeholdet kom foran efter en lidt tilfældig detalje. Et frispark midt på vores halvdel blev sparket hårdt og fladt ind i feltet og ramte tilfældigt William og studsede lige ned til Nomvethe, der prompte bankede den op i hjørnet den chance for Jesper.

Inden københavnerne rigtigt fik sundet sig oven på denne dukkert, vrikkede Würtz uheldigt rundt på anklen i nærkamp med Nomvethe og måtte til behandling. Han kom dog på banen igen, og Ståle valgte i stedet at tage Hjalte ud til fordel for Hutch. AaB havde teten i denne periode, og Andreas Johansson slap fri i højre side og afsluttede fladt en snes centimeter forbi den fjerneste opstander. 20 minutter ind i halvlegen måtte Würtz give op og forlade banen, hvorefter Oscar kom ind på højre back, mens William rykkede op på den dermed helt nykomponerede centrale midtbane.

Stadig havde vi svært ved at komme frem til chancer mod det kompakte og velorganiserede AaB-mandskab, og de dødboldsituationer der bød sig blev stadig ikke udnyttet efter fortjeneste. Efter et af mange gode opspil fra Johansson til Prica fik Nomvethe serveret en kæmpechance til at bringe nordjyderne yderligere foran, men afsluttede ukoncentreret ved siden af mål og mestrene slap igen med skrækken.

Norsk hovedstødsbrag bragte balance i regnskabet
I stedet begyndte de sortblusede at presse hjemmeholdet mere og mere, og med 20 minutter igen kom Ailton ind i stedet for Nordstrand. Der skulle dog endnu en dødbold til, før der blev bragt balance i regnskabet: Niclas sparkede hjørne fra venstre side, og Brede kom med fuld kraft op til et perfekt hovedstød og pandede den hårdt i nettet bag Martin S. Jensen. AaB’erne protesterede over, at Silber skulle have lavet en ulovlig screening, mens bolden kom ind over, men Vollquartz godkendte nordmandens scoring.

Det ændrede radikalt kampbilledet, og det sidste kvarter formede sig som et langt pres på AaB-målet. Anført af en veloplagt Hutch, der tilførte holdet den energi og kreativitet som virkelig havde været savnet, skabte vi chance på chance. William havde et godt langskud, som desværre sad lige på keeperen. Hutch serverede et perfekt oplæg til Ailton, der fra nært hold headede blødt i favnen på Martin S. Jensen. Og Michael Jakobsen måtte redde på stregen, da Hutch selv rettede et skudforsøg af fra Oscar, der optimistisk skød med frem i højre siden flere gange.

Begge hold havde chancer til sejr, så 1-1 var alt i alt rimeligt
Alt i alt var det dog ikke helt ufortjent, at hjemmeholdet kunne ride stormen af, og set med københavnske briller er 1-1 ikke noget dårligt resultat at komme hjem med fra Aalborg, når man nu havde tabt den første ligakamp og ikke rigtigt kunne få det offensive spil til at fungere. Men man kan godt være en anelse bekymret for, om vi er der hvor vi skal være blot 6 dage før det går løs i Champions League-kvalifikationen. Først venter dog en hjemmekamp mod Viborg på lørdag kl. 17 i PARKEN – kom og vær med!