Kampreferat: AaB vs. FCK

F.C. København leverede en pletfri indsats over hele linien og kunne efter en sikker 2-0 sejr i Aalborg sætte yderligere tre point ind på den bugnende konto. Bergdølmo og Allbäck lukrerede på to brølere af hjemmeholdets Michael Jacobsen og så var sagen klar for gæsterne allerede efter 25 minutters spil. 8.343 tilskuere var vidner til en kamp med københavnerne i førerselen og der blev aldrig spænding om udfaldet.

Cheftræner Hans Backe kunne til sin sidste udebanekamp ved roret i SAS Liga-regi atter disponere over den svenske landsholdsduo, Linderoth og Allbäck, der havde overvundet henholdsvis en omgang influenza og en lyskenskade, mens Bergvold var foretrukket som venstremidt på bekostning af Carsten Fredgaard.

19. rundes sene kamp på Aalborg Stadion var ikke mange minutter gammel førend magtfordelingen var aftegnet og kursen afstukket. Et opsat københavnsk mandskab satte sig således hurtigt på begivenhederne, med et imponerende presspil, hvori hjemmeholdets kompakte fem-mands-midtbane ikke fik meget ud af det - defensivt som offensivt.

Et godt ryk af Bergvold på venstrekanten skabte kampens første store chance til løbevillige Michael Silberbauer, men den tidligere AaB-spiller sendte bolden hårdt lige udenom opstanderen fra kanten af feltet.

Med høj boldbesiddelse, velovervejet pasningsspil og effektivt presspil levnedes værterne ikke meget spillerum og som et tidligt udtryk for frustration nedlagde Allan Olesen med et spark til benet svenske Allbäck, der måtte til længerevarende behandling efter tolv minutters spil.

Forseelsen kostede Olesen et gult kort, og det skulle i den grad havde været vekslet til et rødt et af slagsen, da samme Olesen fem minutter senere slagtede Bergvold. Under al kritik forsømte dommer Lauersen imidlertid at udøve sin pligt og derfor slap Olesen og hjemmeholdet for en tidlig undertalssituation.

Fejlkendelsen til trods kløede Backes mandskab på og midtvejs i halvlegen brød Silberbauer energisk igennem. Det resulterede i en frispilning til Álvaro, der dybt inde i feltet desværre overplacerede sin afslutning, der tog toppen af tværribben.

Minutviseren skulle dog ikke på mange rundture førend Álvaro igen rørte på sig. På et skarpt brasiliansk træk ved baglinien så unge Michael Jacobsen ingen anden udvej end klodset at flå Álvaro til jorden og straffesparket var en klokkeklar kendsgerning. Her trådte rutinerede Bergdølmo til, og med et usvigeligt sikkert spark bragte nordmanden fortjent gæsterne foran.

De ålborgensiske trængsler og i særdeleshed Michael Jacobsens var dog langt fra overstået og blot et minut efter føringsmålet fordoblede Allbäck scoren på en kæmpe brøler af Jacobsen, da forsvarsspilleren i forsøget på at sparke bolden væk ramte den svenske angriber på benet. Det gav en god chance til Allbäck, der fra en spids vinkel sendte bolden i nettet.

Den pludselig men fortjente føring havde hjemmeholdet ingen modtræk overfor og et skud der strøg ud af stadion affyret af Hübertz forblev faktisk værterne bedste chance i første halvleg.

Den københavnske totaldominans var således udtalt, og det flow i spillet Backe inden kampen havde efterlyst leverede løverne flot. Et brag af et langskud af Silberbauer og et næsvist indlæg af Lars Jacobsen, der var ved at stryge i mål holdt chancemæssigt liv i gryden, men det blev ikke til yderligere københavnske scoringer i første halvleg.

Med skriften tydeligt ridset op på væggen tog Hamrén konsekvensen i pausen og skiftede Sakiri ud med Simon Bræmer, hvorved en 4-4-2-opstilling samtidig blev praktiseret.

Det gav et mere offensivt indstillet hjemmehold, der med kæderne skubbet længere frem forsøgte at ændre slagets gang. Imidlertid viste den københavnske defensiv sig yderst veloplagt og de få AaB-mulighed, der opstod begrænsede sig til spage forsøg udenfor feltet.

Omvendt virkede der mere pondus og substans i hvad gæsterne foretog sig, og rækkens tophold demonstrerede overskud i alle facetter i spillet. I front var Álvaro en evig kilde til uro og sammenspillet med Allbäck i dag var af høj klasse. På midtbanen orkestrerede Linderoth og Silberbauer, mens forsvaret med klippen Gravgaard i spidsen lukkede og slukkede.

Et par flotte velsmurte angreb ned mod Nielsens mål kunne havde givet pote, men Álvaro, Elrio og især Allbäck med en friløber - eminent serveret Álvaro - måtte sande at marginalerne manglede.

Med kampen på københavnske præmisser virkede et par tørre hug af Bræmer og Lindström som ubetydelig bump på vejen og fornemmelsen af at Backes mandskab i dag tog de rette beslutninger forstærkedes som kampen skred frem.

Således blev der aldrig tvivl om udfaldet af kampen, og det var tættere på 3-0 end en reducering før Lauersen et par minutter inde i overtiden fløjtede den ulige kamp af.

Dermed sejrede Backe og Co. på ny og sikrede sig samtidig førstepladsen i SAS Ligaen ved midtvejsskiftet, da holdet nu fører med fire point til nummer to med én spillerunde tilbage.